Thursday, December 29, 2011

Im back

So after a perfect vacation in Denmark, and an even better Christmas in London I am back here in Congo. And yes, Im writing in English, so excuse the mistakes there will be.

Just started laughing when I (alone) took the plane from Pointe-Noire to Copenhagen. Sitting in the plane from Frankfurt to Copenhagen was, off course, a lot of Danes. Me, just coming from one of the poorest places I have ever seen, was hearing people complain about things that didn't make any sense to me. One kid was screaming all the way to CPH, just because his mother didn't say he was getting a new bike for christmas. Another girl was talking to her boyfriend (I assume), about one of her friends who was totally out of the line because the friend had kissed a boy the first girl likes when she was younger. And people  thought I was the insane one, because I was apparently laughing of nothing.
Stupid world.

But I arrived in CPH, and was greeted by my boyfriend - nice to see him again! Had dinner with my sister and her boyfriend, very lovely to see her again! And didn't think I missed sushi as much as I did, thanks Stine and Morten !
I did some shopping, met my lovely girlfriends and just loved walking around in Copenhagen alone, without any guards, trash lying everywhere and without watching any poverty.

Just a little funny story. I was sitting in the train on my way to the dentist and a man walks in, looking all normal danish, and starts to ask people "if they could spare some money for a homeless guy". I, completely flabbergasted, off course didn't give him any money, but I was the only one in the cupé. So off course I was an evil bitch who didn't give a crap about others.
Just felt funny that he thought he was poor. The world is a funny place.

Well London was amazing, too many people in the streets and shopping centre's. But absolutely amazing!
Went to see the Lion King, and Im getting chills just by thinking of it!
And Christmas Eve was lovely. We had an 7kg goose, a 3kg duck and a roast of pork - just 9 people - perfect!


Thanks to my uncle Arvid and aunt Tina and two lovely cousins
Vincent and Noa for a lovely Christmas, and thanks for the help
with collecting alle the clothes!

Just a fraction of all the clothes I got!
I had told my uncle that I had collected some clothes for the orphanage down here, and then suddenly an e-mail was sent around to all the parents from my cousins' classes. The next day all ready, the 23. I received clothes. Even on Christmas Eve (25.) people was dropping off clothes and shoes and teddy's for me to take to Congo. I was and am still moved!

And I want to thank, Kirsten who gave me 9 football suits for the orpahange team, Carina, who didn't hesitate when I asked for help, and to all the parents from Vincent and Noa's classes!
You are helping me make a difference!

And them time just flew to fast. Suddenly we had to get up 2am, and take a taxi to the airport. And 15 hours later I was back ind dusty, hot, humid, poor Congo.

Thursday, November 17, 2011

Sydafrika

Endnu engang går der lidt tid før jeg skriver igen, men sådan er det - tiden flyver afsted. Ham Chanchel har droppet sine forsøg på at komme i kontakt med os så det er i hvert fald gode fremskridt.

Rejsen til Sydafrika var fantastisk! Det var helt vildt dejligt endelig at komme til civilsationen - og til butikker!
Vi så en masse smukke dyr, og i stedet for at forklare en masse om hvad vi lavede og så, så vil jeg i stedet ligge nogle billeder ud så I kan se de smukke dyr.




















Dog er der nogle tanker jeg gerne vil dele med jer.
Jeg har jo som sagt være syg i noget tid nu, og fik det bedre efter hospitalsopholdet. Dog er nogle af smerterne kommet tilbage igen. Jeg tænkte egentligt ikke videre over hvor syg jeg egentligt var da jeg blev indlagt, og først nu er det gået op for mig hvor bekymrede mine forældre var for mig... Når min mor begynder at snakke om at det var alvorligt - min mor som altid har trøstet mig med at der ikke er noget i vejen, så begynder mine tanker at kredse lidt mere på det område.
Jeg havde tabt 7 kg på under to uger. Ved andre omstændigheder ville det være en mirakelkur, men under disse bliver jeg mere bekymret. Vægttabet kan ses i mit ansigt, og flere har endda nævnt det.
Da vi sad på vej hjem i flyveren fra Sydafrika og strålerne fra solen lyste mine arme op fik jeg set hvor meget mine hår på armene er groet, og at jeg faktisk har fået små fine hår på undersiden af underarmene nu... Det var noget jeg havde lagt mærke til før, men ikke tænkt videre over det. Jeg spurgte min mor hvordan det kunne være, og hun svarede helt afklaret "det er kroppens måde at beskytte sig selv på, det samme sker for anoreksi ramte mennesker, folk der taber sig alt for hurtigt mister kropsvarme, og det der er kroppens måde at holde på varmen".
Jeg var dårlig - husker tydeligt hvordan det var at have ingen kræfter overhovedet! Hvordan det tog mig over 15 minutter at rejse mig fra sengen og gå de 5 meter der er ud til badeværelset.
Og jeg husker næsten endnu tydligere 3 dage efter min hjemkomst, da jeg troede jeg havde fået mine kræfter igen og valgte at tage et karbad. Det varme vand to alle mine kræfter fra mig, og jeg skulle fokusere bare på at trække vejret. Det tog mig over 4 timer at få kræfter nok til at kunne rejse mig fra sengen da jeg først havde kæmpet mig op i den.
Men jeg er træt af det nu. Jeg er træt af at det her kan være grunden til at mit livs eventyr måske skal forkortes med måneder.
Min drøm var at komme til at bo sammen med chimpanserne, og jeg havde endda fået tilbuddet, jeg skulle bare pakke og smutte afsted.
Men nu, fordi jeg stadigt har smerter, glider mit eventyr lige så stille og roligt ud af hænderne på mig. Jeg skal til lægen hernede og til december når jeg kommer hjem til jul. Og hvem ved - jeg håber klart på det bedste, men hvis jeg skal være væk i 3 måneder, med den nærmeste landsby liggende 6 timers kørsel derfra, så skal jeg være mere rask end rask. Så det hele afhænger af lægernes beslutning.

Monday, October 31, 2011

Hospitalet

Ja, de sidste uger har været noget værre rod. Jeg har som sagt gået rundt med en masse problemer med min mave, og min mor har også haft en masse problemer. Så, torsdag den 20., havde jeg det rigtig rigtig skidt. Min mor havde feber og havde ventet på Total klinikken på at få svar på sin blodprøve. Hun ringede til mig og sagde at jeg skulle få Jean til at køre mig på klinikken også - det kunne jo være jeg havde malaria. Jeg blev modtaget af en meget sød franskmand, Olivier, som kunne tale nok engelsk til at vi kunne forstå hinanden, han tog mig med for at få taget en blodprøve. Jeg har aldrig haft problemer med nåle eller noget, overlevede de 12 vaccinationer jeg skulle have for at komme herned, så ingen problemer der. Men lige så snart han satte nålen ind og begyndte at tappe blod kunne jeg mærke at alt mit blod fra hovedet forsvandt og jeg besvimede. Da jeg vågnede, var stolen blevet lagt ned og jeg lå med benene oppe. Jeg begyndte at forklare at jeg ikke var bange for nåle og det ikke var det, men Olivier fortalte at det var fordi mit blodsukker var så lavt at det var et spørgsmål om tid før jeg faldt om, og stressen fra sygdommen havde ikke hjulpet spor. Jeg fik en smule vand og en sukkerknald, og efter omkring 10 minutter følte jeg mig okay nok til at sidde op, men lige så snart jeg kom op og sidde besvimede jeg igen.
Fordi der nu var gået omkring 30 minutter - og det normalt tager 3 minutter at tappe blod - hentede han min mor og forklarede hende hvorfor. Min mor, var helt vildt syg, men hun havde smerter i kroppen og feber, hvor jeg var svimmel, ondt i maven og kvalme.
Lægerne fik så svar fra vores blodprøver og der var ikke nogen spor på malaria, heldigvis tænkte jeg. Vi fik derfor en tid hos en læge klokken 15:15. Jeg begyndte så at ærgre mig over at jeg ikke havde malaria, fordi det havde gjort det hele en del lettere, da behandlingen er 4 piller i nogle dage og så er man rask.
Nå, men jeg tog hjem og sov i nogle timer, prøvede at få noget mad ned, men var på ingen måde sulten. Da klokken blev 15, kom Jean. Og jeg havde de vildeste smerter i maven, ingen kræfter overhovedet, svimmel og kvalme som bare pokker. Da vi kom ind til lægen kæmpede jeg mig op på sengen og han trykkede på min mave - AV siger jeg bare. Jeg havde ingen feber, og mit blodtryk var helt perfekt, men da han så bad mig om at træde op på vægten, men alt tøj på og sko, fik jeg er chok. Jeg havde tabt mig 7kg på 2 uger. Og jeg kan ikke tabe mig, lige meget hvad jeg gør har jeg vejet det samme i 2 år, selvom min krop har ændret sig.
Så da jeg sagde det, blev han meget bekymret og sagde at jeg skulle indlægges. Igen første indskydelse var glæde for et problem jeg havde haft i så lang tid endelig kunne løses. Jeg kom ind på et værelse som lignede et hvilket som helts dansk hospitals værelse, dog uden tv. Jeg fik et sæt tøj som var lyserødt selvfølgelig og størrelse XXL. Og jeg lignede en gris.
Men mor tog hjem og hentede min computer og en masse film, og jeg fik sovet. Maden jeg fik serveret var klam, alt for krydret og hjalp ikke på min kvalme. Jeg fik drop og en helveds masse væske indenbords. Ham der lagde droppet hed Chanchel, og han var min sygeplejerske. Han ville rigtig gerne lære engelsk og da han så jeg havde film på min computer prøvede han at få mig til at give ham alle mine film.
Jeg kunne ikke overskue noget som helts, og han var bare ved og ved med at presse ting ud af mig.
Jeg skulle ligge på hospitalet i 5 dage, forfærdelige dage. Men jeg fik det i det mindste bedre, men Chanchel hjalp ikke spor. Han tog sin computer med for at jeg skulle give ham mine film, han blev ved med at sprøge til min adresse og mit navn så han kunne ansøge mig på facebook. Og jeg var så syg at jeg ikke kunne få ham til at fatte at jeg ikke gad, kunne eller ville.
Han var det de hernede kalder Francophan, sort congoleser. Og det var derfor han gjorde det han gjorde. Jeg snakkede efterfølgende med min fransk lærer, og han fortalte mig at Chanchel ikke så en patient i mig, men en han kunne bruge til at få et bedre liv. Og at det var normalt.
Det der gjorde at jeg klagede til lægerne var at Chanchel tog en af sine venner med ind for at se mig... Så mens jeg ligger syg som bare fanden, helt alene på et hospital hvor jeg ikke kan snakke med nogen som helst, vælger han at bruge mig som en udstilling. Men jeg havde ikke engang kræfter til at bede ham om at skride.
Problemet ved at ligge helt alene på et hospital var at jeg brugte det meste af dagene på at sove og på at se film, det resulterede i at jeg havde svære ved at sove, og når man så bliver vækket klokken 5:30 for at få sin medicin, så bliver ens søvn rytme helt ødelagt.
Lørdagen var slem. Jeg kedede mig rigtig meget, og tiden gik så langsomt at jeg troede den stod stille. Mine øjne var trætte af at se film og jeg gad ikke ligge ned og sove mere, men havde ikke engang kræfter til at sidde op.
Jeg lå og så film, og den sluttede først klokken 1 om natten. Af årsager jeg ikke kender kom Chanchel ind til mig klokken 1. Han skulle ikke tjekke min tilstand eller give mig mere medicin, men han skulle bare ind og se til mig. Det var dråben, følte mig rigtig chikaneret og der blev trådt over nogle grænser som burde være utrolig klare.
Dagen efter fortalte jeg lægen om det, og han blev meget vred, og sagde at det var med god ret at jeg sagde det - det var nemlig ikke en professionel opførsel.
Da jeg endelig blev udskrevet om mandagen var jeg lykkelig, jeg fik noget medicin med og kom hjem og sov.
De følgende par dage tog hårdt på mig, fordi jeg havde ikke de kræfter jeg troede. En køretur ville gøre mig dårlig, et bad tog alle kræfterne fra mig og jeg sov hele tiden.
Men endelig kom der fremskridt! Jeg har det meget bedre nu, har ikke ondt i maven, har ikke problemer og er stoppet med at tage pillerne.
Jeg skal til lægen til en undersøgelse den 3. så håber på gode nyheder.
Lykkelig som jeg nu var tog jeg til min veninde Marie-Lous fødselsdag i fredags og havde det helt fantastisk! Jeg valgte kun at drikke en smule, fordi min mave ikke var helt oven på endnu.
Da min mor kom hjem fra arbejdet om fredagen fortalte hun mig at jeg skulle have en person med derud - Jean. Det gjorde mig rigtig irriteret fordi jeg ikke gad have ham med til festen. Men det viste sig at han ikke skulle med ind, han ville køre mig til festen for at sidde og vente på mig til jeg skulle hjem igen. Det var selvfølgeligt dejligt at have en chauffør, fordi det er ikke sikkert for mig at tage taxi hernede alene. Men det var rigtig ubehageligt at vide at han sad ude i bilen og ventede på mig.
Natten gik og han kørte mig hjem og det hele var fantastisk!
Jeg havde helt glemt alt om Chanchel indtil min mor kom hjem i dag fra arbejde og sagde at hun havde haft besøg. Chanchel havde opsøgt hende på hendes arbejde, helt desperat og ude af den. Han var blevet fyret fra Total. Jeg fik et sug i maven, både af frygt og skyld. Jeg ved ikke hvordan han vil reagere, vil han opsøge mig osv. Han kender til min mors arbejde, så bliver det ikke svært at finde ud af hvor vi bor. Jeg følte skyld fordi jeg føler det var min skyld at han blev fyret, men nu hvor jeg har haft et par timer til at tænke over det, kan jeg godt se at det var ham selv der var skyld i det. Han skulle have opført sig professionelt og behandlet mig som en patient, lige meget om jeg var sort, hvid, blå eller orange, lige meget hvordan jeg så ud og hvilke forældre jeg har, men det gjorde han ikke.
Så i dag klokken 15, skal vi ud og snakke med overlægen og måske høre om det er muligt at hjælpe Chanchel lidt. En fyring er en hård straf hernede, men vi kender ikke alle omstændighederne og derfor vil vi lige være sikre.
Men jeg vil prøve at holde jer en smule mere opdateret de følgende par dage.
Og forresten velkommen til min tid Danmark, nu er klokken det samme hos mig og hos jer!

Monday, October 17, 2011

Børnehjem, African dance og bytur.

 Jamen tiden går hurtigt når man har det sjovt. Fransk kører derud af, jeg har meget få problemer med at snakke med folk hernede nu, og jeg forstår næsten alt der bliver sagt. Det gør det hele en del mere behageligt. Men sidst skrev jeg omkring at vi skulle hen på et børnehjem, og det er nu ved at være lidt over en uge siden vi var der.

Drengene har fået sponsoreret en masse fodbold trøjer, så der var både
Barcalona, Frankrigs national hold og  Chelsea der spillede kampene.
Jean hentede os klokken 9, jeg havde taget en af mine fodbolde med som gave til børnene, vand og selvfølgelig mit kamera. Vi kørte ned af en grusvej, kom til et sted hvor vi kunne parkerer bilen, og inde bag en mur var børnehjemmet så. Der var meget rent! Noget der rimelig sjældent hernede. Men rent, og stort, der var en kæmpe have hvor børnene kunne lege og bagved var det en fodbold bane hvor der blev spillede seriøse kampe. Vi var nogle af de første til at ankomme til Samui Social som stedet hed, og lige pludselig hørte vi en masse larm og råberi, og jeg blev ærligtalt en smule skræmt. Ind af porten kommer der en truck kørende med laddet fuldt af børn der råber og hujer. Alle iførte blå fodbold bluser. Et par minutter senere ankommer endnu en, og endnu en alle sammen med børn i fodboldtøj.
Vi fik en rundvisning af faciliteterne, og selvom man i Danmark ville kalde det usselt, var det noget af det mindst usselt jeg har set i lang tid - fordi jeg vidste de gjorde noget godt. Det var et professionelt team der klarede alle børnene, der var en læge, en psykolog, en pædagog og en masse andre medhjælpere. Rundvisningen var ikke så stor fordi stedet ikke var så stort. Der var plads til 18 sovende børn, og det var for det meste de aller værst ramte børn de tog ind og gav dem et sted af sove. Ellers gik projektet ud på at køre ud på gaderne og hjælpe med at bringe børnene derhen, så de kunne lege, gå i skole, men vigtigst af alt - være børn. Jeg var meget overrasket over så unge børnene var, de var helt nede i alderen 4 år og opefter. Og det foruroligende ved at se dem var at de ikke lignede 4 årige, de lignede voksne mænd, i den måde de gik på, snakkede på og generelt opførte sig på.
Hernede er det for det meste drengene der bliver sendt på gaden, de lever hernede i bander med en anfører, hvis job det er at søge for at hele gruppen får mad. Hver medlem skal så skaffe penge på en eller anden måde, og størstedelen af pengene bliver spillet væk om aftenen imod andre bander. Disse børn leger ikke, de sover ikke i senge, de spiser ikke ordentligt mad, personlig hygiejne kender de ikke til. Deres liv er lort, for at sige det mildt.

Det her billede er en smule hårdt, og måske også lidt utydeligt,
men det er et billede af 3 gadebørn der sover på pap med et lagn

over sig, på gaden, iblandt en masse affald.



Jeg blev bare overrasket over at se så få piger på børnehjemmet. Grunden jeg fik var, 1: prostitution (sagt som om det var en selvfølge - hvilket fik mig til at få kuldegysninger over hele kroppen) og 2: regeringen har det svære ved at se små piger på gaden end at se små drenge. Drenge har nemmere ved at klare sig, hvor imod piger umuligt kan klare sig. Og da jeg hørte de ord, fik jeg bare en følelse af magtesløshed - hvis regeringen ikke mener de vil hjælpe, så er alt håb jo ude.
Men sådan er det hernede, det skal man vende sig til. Man ser polioramte mennesker køre rundt i alternative rullestole, folk der sover på stranden, i skrald uden vand og mad. Folk der bogstavligt talt render rundt i deres eget lort. Alt imens at præsidenten hernede har 2 kæmpe huse ved vandet, en lejlighed længere inde i Pointe-Noire, eget jetflyt, lejligheder på Manhatten, Paris og i Monaco. Alt imens at hans folk lever i forfald.
Hernede kan en familie leve i en uge for 5000 CFA, det er lidt over 40kr. Derfor kommer der altid mindst to personer ud for at lave et arbejde på dit hus, derfor arbejder chaufførerne glædeligt på lørdage, og derfor skal man ikke føle dårlig samvittighed når han sidder ude i bilen og venter - fordi han tjener penge, det er hans job, hans måde at forsørge sin familie på.
Teddy rejste fra Democratic Republic of Congo for at slippe for at være soldat, han fik arbejde her i Pointe-Noire, men hans kone og 4 børn bor stadigt i DRC. Så hver gang han får en bonus, som her til jul, køber han bøger og tøj til sine børn. Det er over 2 år siden han sidst har set dem, men han kommer hver dag på arbejde med et smil, fordi han er heldig - han har et arbejde og kan forsørge sin familie, så må han leve med at han sjældent ser dem, men han klarer det.
Nå det var lidt at et sidespring. Men vi blev på børnehjemmet i nogle timer, og vi så alle de drenge der blev hentet i fodboldtøj spille imod hinanden. Jeg blev glad da de brugte min bold til at spille med - især fordi jeg vidste det var kvalitet, og ikke en bold der ville tage skade så let. En anden ting jeg blev lidt glad for ved den bold var at det var en blød bold - fordi de spiller på bare tær hernede. Der blev kæmpet en del og jeg sad og så kampene.
Jeg havde allerede fået af vide at jeg ikke måtte tage billeder af børnenes ansigter fordi det var deres identitet, og de vidste ikke hvad man lavede. Arbejderne på hjemmet fortalte, at ens slemmeste forestillinger omkring hvad der har været sket med de her børn, er ikke engang i nærheden af hvad der i virkeligheden er sket. Så jeg tog kun billeder af dem der spillede, eller når de var i grupper. Undtagen én. Der var den her lille dreng, med de smukkeste øjne jeg har set som satte sig ved siden af mig på bænken. Alle de andre børn holdt sig væk, fordi jeg er en så anderledes skikkelse for dem, at jeg er skræmmende. Men ikke for ham her, han prøvede på alle de dialekter han kunne på congolesisk og på fransk at tale med mig. Og da jeg fortalte ham at jeg spillede fodbold blev han bogstavligtalt henrykt.

Efter lidt tid, spurgte han så om jeg ikke ville tage et billede af ham, og det ville jeg selvfølgelig. Det billede er nu et af mine ynglings! Men han reaktion på billedet da jeg viste ham det var uventet. Han stirrede bare og så nærmest ligeglad ud, indtil at jeg sagde til ham at det var billedet "se det er billedet af dig". Først der gik det op for mig, at det var nok første gang den her dreng havde set sit eget ansigt, og jeg lod ham derfor kigge lige så lang tid på billedet som han ville.
Da en af kampene var ovre kom der flere drenge hen til bænken, og min lille ven var løbet ind for at hente vand, men da han kom tilbage sørgede han for at de andre drenge flyttede sig nok til at han kunne sidde ved siden af mig. Og han fulgte mig også resten af dagen derude.
Vi tog hjem omkring en 12 tiden da vi skulle have gæster klokken 16. Vi havde inviteret hele min mors team herhjem på dansk grillmad, og vi var mere end spændte. 18 mennesker skulle vi blive og da vi kom hjem fra børnehjemmet havde Teddy allerede forberedt alt salaten og marineret kødet. Efter alle forberedelserne var færdige begyndte de første gæster at ankomme - det var desværre kun de ansatte der talte fransk, og ikke deres ægtefæller, men der blev oversat lidt nu og her. Folk kom sjaskende sådan omkring klokken 17-18 stykker, og så var vi fuldtallige. Maden blev sat op som buffet, og folk begyndte at spise. Vi havde livlige samtaler omkring Danmark og vores liv, og omkring Congo og deres liv.
De var meget interesseret i skoler og hospitaler og især om hvordan vores arbejdsløsheds antal var så lavt.
Jeg viste dem billeder af huset i Danmark, omkring mig og mig som student, billeder af min søster, og af mine veninder. Og alle elskede det!
Så kom jeg desværre til at lave en fejl. Vi forklarede omkring jul i Danmark, hvad man spiser hvor længe man spiser og sådan. Så spørger en af dem så "jamen hvad med kirke? går I ikke i kirke?", jeg forklarede at nogle gjorde og andre gjorde ikke, det var lidt et valg man tog. Og det var nok det mest fornærmende jeg kunne gøre. De tager deres religion så seriøst hernede at hvis man ikke er lige så troende som dem er det en fornærmelse på deres tro. Jeg prøvede så godt jeg kunne at forklare at jeg ikke var opvokset med kirkegang og at bede, men der var ikke noget at gøre, en anden spurgte så "er det fordi du ikke respekterer folk der tror", og jeg måtte igen ud i en forklaring omkring mit liv og min tro.
Egentligt skulle jeg slet ikke havde bevæget mit ud i det emne, jeg skulle havde ladet det ligge fordi jeg glemte at jeg ikke var i Danmark. Jeg var ikke et sted hvor man kunne forklare hvordan man troede, hvor ofte man gad og stadigt argumentere for at være nogenlunde kristen. Det var altså en fejl jeg lærer af.
Men det var weekenden. Mandagen startede, som sædvanligt, med fransk, og endnu mere fransk. Jeg var ude og hjælpe Teddy, og ude og handle ind, om aftenen dyrkede min mor og jeg pilates - fra en CD vvi havde med fra Danmark - meget hårdere end man skulle tro. Tirsdag var nogenlunde det samme - det tog mig lidt til at vende mig til at jeg ikke kan forvente at ting sker så hurtigt som i Danmark. Hvis jeg vil ud og hjælpe til, skal jeg vente til at folk er klar, og det har jeg det fair nok med nu. Tirsdag eftermiddag ringede Kate til mig, en engelsk dame jeg mødte på Samui Social, og hun spurgte om jeg ville ses til en drink. Vi snakkede dejlig længe om alt muligt, og hun fortalte mig omkring hvor prostitutionen foregår hernede og hvad man kan prøve på at gøre for at forhindre det. Det skræmmende ved det var bare, at du kan sagtens forbyde prostitution hernede, sagtens fjerne de fra gaderne, men så ville der være folk der ikke tjente penge. Så ville de folk der lever af det, højst sandsynligt dø af sult, fordi dette var den sidste udvej.
Nå men hun spurgte om jeg ville med om aftenen til noget African Dance. Så om aftenen hentede Kate og hendes mand, mig og min mor og vi kørte til Totals sted hvor man kan dyrke alt muligt sport.
Dansen var en blanding af Zumba og Arobic, dog med et stort twist af afrikans dans. Og det var rigtig sjovt! Vi svedte rigtig rigtig meget!!
Resten af ugen gik lidt som den forgående, undtagen at fredag aften blev vi inviteret til en Øl fest, af et hollandsk par, hvor konen arbejdede for et bryggeri hernede. Vi tog derud, og det var rigtig hyggeligt - vi mødte to unge hollandske mænd der havde været på rundrejse i Afrika de sidste 7 måneder. Dem inviterede min mor på middag om søndagen.
Senere tog jeg videre i byen for at mødes med en pige der hedder Sara, hende og en fyr der hedder Thomas er begge udstationeret fra Holland herned, og arbejder for Heinekien. Det var rigtig rigtig morsomt, og jeg hyggede mig utrolig meget, indtil min mobil blev stjålet og mine penge. Problemet var ikke selve mobilen, men alle numrene jeg havde på den. Jeg havde lige bygget en omgangskreds op og nu havde jeg mistet numrene. Dog fandt vi senere ud af at jeg kan få det samme simkort igen. Så må jeg bare håbe på at folk ringer eller skriver til mig!
- Lørdagen brugte jeg i sengen, jeg havde fået noget maveinfluenza, som jeg stadigt ikke endnu er kommet mig over. Det var meningen af mine forældre og jeg skulle have massage lørdag klokken 14, men eftersom jeg ikke havde det så godt, tog de to gamle bare afsted uden mig.
- Og selvfølgelig kom de hjem og fortalte at det var det bedste de havde prøvet.
Søndag kom de to turister på besøg, og det var utrolig lærerigt at høre omkring deres rejse, oplevelser og at lære af deres tålmodighed. Fordi det her er Afrika, og om du vil det eller ej så tager tingene mindst 5 gange så lang tid hernede som derhjemme.
I dag, har jeg stadigt ligget syg med maven, og lavet en masse fransk. I morgen skal jeg have fransk om morgenen, og klokken 10 bliver mig og min far hentet og så skal vi ud og have tennis undervisning ! Glæder mig til det! Klokken 15 skal vi til en klinik for at få et medical bevis vi skal bruge til at blive medlem af Totals sports område, og om aftenen skal mig og min mor igen ud og danse afrikansk! Glæder mig til at se hvad de næste uger bringer.

Well time runs fast when you are having fun. French are going great, now I have very few problems talking with people downhere and I understand almost everything they say. It makes everything much more comfortable. But last time I wrote about us going to a orphanage, and now it is about a week since we visited.

Jean picked us up 9 o’clock. I had brought my footballs, as a gift to the kids, water and of courses my camera. Vi drove down a dirt road, and arrived at a parking lot and behind the next wall was the orphanage. There were very clean (!) something very rare down here. It was clean and big, there is a huge garden where the kids could play and behind the house there is a football area where the kids played very serious games. We were among the first to arrive at Samu Social which is the name of the place, and then suddenly we heard a lot of noice and shouting and I have to admit that I was a little scared. There comes a truck through the gate with the back filled with kids shouting. Everybody was dressed in blue football clothes, and a couple of minutes after another truck arrives, and another filled with kids in football clothes.
We had a tour of the facilities, and even though you might call it bad in Denmark this was one of the least worst places I had seen in a long time – because I knew they were doing a good thing. There is a professional team to help the kids, a doctor, a psychologist, a teacher and many other workers. The tour wasn’t that long because the place isn’t that big. There is room for 18 children to sleep, and it is mostly the kids who got it worst they take in and give them a safe place. The workers, doctors and other voluntaries’ drive out on the street and help convincing the kids to come to Samu Social, so play, go to school but most importantly be children. I was very surprised of how young the children are, 4 years old to 18 years old. But the most disturbing thing to see was that they didn’t look 4 years old, they looked like grown (small) men. The way they walked, talked and behaved .
Down here it is mostly the boys that gets send to the streets, they live in gangs with a leader whose job is to make sure that the group gets food. Every member’s job is to get money, one way or another and the majority of the money is gambled away in the evening against other gangs.
These kids don’t play, doesn’t sleep in beds and don’t eat prober food. Personal hygiene is a foreign word to them. Their lives are shit to put it mildly.

I was very surprised to see so few  girls in the orphanage. The reasons I got was, 1: prostitution (said as if it were a matter of course – which gave me chills all over my body) and 2: the government finds it mor difficult to see little girls on the street than little boys. Boys is more likely to survive, where it is impossible for girls to survive. That gave me a feeling of powerlessness – if the government won’t help, then all hope is lost.
But that’s the way it is down here, and you have to get used to it. You see people with polio driving around in their alternative wheelchairs. People are sleeping on the beach and streat, in dirt and without water or food. People are literally running around in their own shit. All while the president has two big houses by the beach, a condo in central Pointe-Noire and Brazzaville, own jet plane which he uses to go to his apartments on Manhattan, Paris and Monaco. All while his people are living in decay.
Down here, a family can live a week for 5000 CFA, that’s about 6 euros. That’s why there always comes at least two people out to work on your house, that’s why the workers gladely works on a Saturday and that’s why you can’t feel bad for him when he is sitting and waiting in the car – because he is making money, it is his job, his way of taking care of his family.
Teddy our chef left DRC so he wouldn’t become a soldier. He got a work here in Pointe-Noire, but his wife and 4 children still lives in DRC. So every time he gets a bonus, like here for Christmas, he buys books and clothes for his kids. It is over 2 years since he has seen them, but he comes to work every day with a smile on his face, because he is very fortuned  - he has a good job, can support  his family, even though he has to live without seeing them every day.
So that was a little leap from the original story.
But we stayed at the orphanage for a couple of hours and saw all the boys play football. I was very happy when they played with my football – especially because it was a quality ball that wouldn’t hurt that much if you played barefooted.
I had already been told not to take pictures of the children’s faces because it was their identity and they didn’t know what you were doing. The workers on the orphanage told us that even our worst imagination of what had happened to these children wouldn’t even be close to what had really happened. So I only took pictures of the children playing football or when they were in groups. Except from one. There was this little boy, with the most beautiful eyes I have ever seen, he was sitting next to me on the bench. All the other kids had avoided me because I am so different that I am almost scary. But not to this kid, he tried on every dialect of Congolese and French to speak to me. And when I told him that I played football he was excited.

After a little while he asked me if I could take a picture of him, and I did, of course. And that picture is now one of my favorite! But his reaction to the picture when I showed him it was unexpected. He just stared  and looked  indifferent undtil I said “look it is a picture of you”. First there it dawned on me that this was properly the first time he had seen his own face, and I gave him the camera to look at himself for as long as he liked.
When one of the games was finished more boys came over to the bench and my little friend was inside to get some water, but when he came back he made sure that the other boys moved over so he could sit next to me. He followed me for the rest of the day.
We left at around 12 o’clock because we were going to have company at 16.
We had invited my mother’s team for Danish barbeque and we were very excited. 18 people in total and when we came back from the orphanage Teddy had already prepared the salad and marinated the meat. After all the preparations was done the first guests started to arrive. Unfortunately it was only the employees that spoke English so we had to translate a little. The last guests came around 17-18. The food was served as an buffet and people started to eat. We had lively conversations about Denmark and our lives and about Congo and their lives.
They were very interested in the school and hospital system and especially about how our unemployment rate was so low.
I showed them pictures of the house in Denmark, of me as a student and pictures of my sister and friends. Everybody loved it!
But then I unfortunately made a mistake. I was explaining about Christmas in Denmark, what we eat, drink and traditions. And then one of the guests asks “what about church? Don’t you go to church?”, I explained that some do and others don’t, it was a choice you took. And that was properly the most offending thing I could have said. They take their religion very serious and if you don’t believe as much as they do it is an insult on their believes.
I tried my best to explain that I wasn’t raised with payers and going to church. But there was nothing to do, one of the other guests then said “is it because you don’t respect people who believe?”, and again I had to explain about my life and believe.
Actually I shouldn’t have tried to defend my belives because I forgot I was in Congo. I am in a place where you could explain how and when you believe. But I am learning of my mistakes.
But that was the weekend. Monday started, as usually , with French , and more French. I was out helping Teddy with the shopping and in the evening my mother and I were doing pilates – a lot harder than I thought. Tuesday was much the same – it has taken me some time to realize that things don’t happen as fast as in Denmark. If I want to help people, I have to wait for people to be ready and I have learned that now.
Tuesday afternoon Kate called me. An English lady I met at Samu Social and she asked me if I wanted to go for a drink. We had a lovely long talk about everything, and she told me about prostitution down here and what you could do to prevent it. The scary thing is that it is very easy to forbid prostitution, you can easily remove it from the streets, but then people wouldn’t make money, and then the people that lives from the income will properly die of hunger because this is their last chance.
Kate then asked me if I want to go to African dance in the evening. It is a mix of Zumba and Arobics, but with a twist of African dance. It was very fun! And we were sweating a lot!
The rest of the week was as the last, except from Friday evening we were invited, to a beerparty, by a couple from Holland, where the woman works for a brewery down here. Vi arrived to the party, and it was very lovely. We met to guys from Holland that had been on a roadtrip down Africa for the last 7 months. My mom invited them to dinner that Sunday.
Later that evening I went out to meet a girl named Sarah. Her and a guy named Thomas are both stationed here from Holland and are working for Heineken. It was very very much fun and I had a lovely time until my cellphone was stolen along with my money.  The problem wasn’t the phone, the problem was all my numbers was gone. I had just started making a social life and now I had lost all the numbers.  Afterwards we found out that it was possible to get the same sim-card. So now I hope that people contact me.
Saturday I spend it in bed, I have had some stomach trouble. Me and my parents were supposed to have a massage at 14 but because I wasn’t feeling that well my parents went without me.
And of course they came home and talked about how amazing it was. Sunday the two tourists came to visit and it was very educating to listen about their trip, experiences and to learn from their patience. Because this is Africa and whether you like it or not things takes at least 5 times as long as home in Denmark.
Today I have been sick with my stomach again and done a lot of French homework. Tomorrow I am going to have French again in the morning and afterwards we are going to have tennis lessons! And I am looking forward to that.
Looking forward to seeing what the next weeks brings of experiences.

Friday, October 7, 2011

Ugerne der gik.

Nå, men at sige, at det var lang tid siden min sidste opdatering er vel en underdrivelse. Tiden har bare ikke lige været der til at opdatere.
Men det hele startede i torsdags for 8 dage siden. Vi var blevet inviteret til en Lady Dinner af en forening der kalder sig PINC, det er en forening der hjælper expads konerne og mændene med at få noget at lave hernede. Der er alt, lige fra madlavning, læseklubber, zumba og andre sjove aktiviteter. Men vi havde i hvert fald fået en invitation til en middag kun for kvinder (min far undtaget), og alle skulle kunne tale engelsk. Det var at give de engelsktalende mennesker der er hernede, uden at kunne fransk, en mulighed for at komme ud og socialisere sig.
Og det var i hvert fald også en meget hyggelig aften! Vi spiste på en marokkansk restaurant, og maden var lige så fantastisk som selskabet. Jeg fik en masse telefonnumre som jeg har ringet rundt til, og folk har kontaktet mig fordi de gerne vil have hjælp med at lære engelsk.
Jeg kom i kontakt med to damer, den ene en fransk dame som bor hernede med sin mand og to børn. Og den anden en congolesisk dame der gerne vil tale engelsk.
Franskdamen, Elvire mødte jeg så om lørdagen på La Pyramid, som faktisk fungerer som en kæmpe børnehave om eftermiddagen. Hendes to drenge underviser jeg nu to gange om ugen i engelsk. Meget meget søde unger. Den ældste på 7 Ulysse, taler flot engelsk - taget i betragtning at han også taler flydende græsk og næsten flydende italiensk. Han er også en dreng der elsker fodbold, og da jeg jo havde taget alle mine 8 bolde med herned, så jeg ingen skade i at give ham en af de mindre. Den yngste, Lup på 4, er den sødeste dreng jeg har mødt!
Samme lørdag, mens vi sad og snakkede kom en hollandsk dame hen til mig og spurgte om jeg var Maria. Jeg svarede selvfølgeligt, meget overrakset, ja! Hun fortalte at hun havde været i kontakt med nogle damer fra PINC som gerne ville hjælpe mig med at finde nogle unge mennesker hernede, som i hvert fald taler nok engelsk til at jeg ville kunne følge med. Hun gav mig straks sit nummer og sagde at hun havde 3 hollandske unge udstationerede hernede som arbejde for hende, for Heineken - jeg vender tilbage.
Før jeg mødte Elvire på La Pyramid, havde mine forældre og jeg, været ude og shoppe en del. Jeg havde fået købt mig nogle flotte træ masker, og mine forældre havde købt nogle virkelig virkelig flotte malerier. Da vi kom hjem så Teddy ikke ud til at have det særlig godt, så vi sendte ham hjem med noget brød, vand og nogle smertestillende.
Tiden går rigtig hurtigt hernede lige for tiden, og jeg flyver afsted med franskundervisningen. Jeg har stadigt timer hver morgen og bruger resten af formiddagen på endnu mere fransk. Mandag var lige sådan, startede med fransk, så mere fransk, så frokost, og klokken 14 kom Elvire og hentede mig så jeg kunne undervise hendes drenge.
Det gik rigtig godt. Vi havde sat en time af til hver af dem, men drenge i den alder - der ved at jeg elsker at spille fodbold OG har en fodbold med - kan ikke fokusere. Så det blev til 40 minutter med Ulysse, og 10 minutter med Lup. Og så en masse fodbold efter.
Da jeg kom hjem skulle jeg hjælpe til med aftensmaden og efter det - endnu mere fransk.
Tirsdag, det samme: meget fransk, dog skulle jeg ikke undervise drengene den dag. Efter min far havde haft sin undervisning blev han dårlig. Han havde fået det de kalder "Welcome to Africa", noget som alle gennemgår når de kommer herned. Mildest talt, vil jeg sige at jeg ikke misundte ham. Aftenen gik med endnu mere fransk.
Onsdag skulle jeg så ud med Jean og Teddy for at købe nogle småting, og allerede her kunne jeg virkelig mærke forskel på den måde jeg snakkede til dem på. Ordene dannede sætninger, og et ord og en håndbevægelse var ikke en forklaring mere, nu kunne jeg beskrive og fortælle ting - og det gav mig et større skub for at lære mere fransk. Det går hurtigt når man ikke har en udvej andet end at lære fransk.
Tordag stod på at få min far til at blive rask. Og det blev han da også - nogenlunde. Så selvfølgelig en masse mere fransk og madlavning med Teddy.
Det er en meget underlig måde folk lever hernede på. Troede ikke jeg ville møde en kultur der var bygget op på, hvis man giver ham en hånd tager han hele armen. Det er sjældent at ordene tak bliver sagt hernede, fordi her er det en selvfølge at hvis man har penge, har man pligt til at hjælpe dem der ikke har.
Og klart! Det er helt sikkert også min overbevisning, at man skal hjælpe dem der er i nød, men hernede vælger folk at leve i nød.
Vi har penge, ja, men der er sørme også blevet arbejdet mere end hårdt for at tjene dem. Begge mine forældre har altid arbejdet fra tidlig morgen til aften, og jeg har selv skulle hjælpe til med at vaske mit eget tøj og lave mad - og det har jeg det fint med. Men hernede, her laver man ikke noget, og forventer at nogle er barmhjertige nok til at give en mad nok til en dag.
Du arbejder så du har penge til at leve for en uge, så holder du fri hele næste uge - fordi du har jo penge til en uge. Ugen efter har du så intet, hverken mad eller job og så er du på skideren i måske to dage, og sådan fungere det hernede.
Vi har haft store konflikter med de folk der arbejder på vores grund. Vi havde inviteret vores driver Jean ind til en kop kaffe, mens min mor gjorde sig klar. Og efter Teddys overbevisning var det ikke i orden. Han var en medarbejder og ikke en ven, og han skulle behandles sådan.
Det Teddy bare ikke har forstået, er at hjemme behandlede man sine medarbejder som venner, fordi det gjorde at de gad at give dét ekstra når man bad dem om det.
Vores gartnere er en helt anden sag. Vi har to, Gladys og Christian. Gladys står for grønsagerne og Christian for alt andet. Gladys arbejder ikke medmindre vi sikre os at hun gør, hun er doven, ynkelig og elsker at sove på arbejdet.
Christian er en mand der vil bevise hvor god han er, han er en mand som hvis man giver ham en opgave og han har løst den, spørger han straks efter mere - hvor andre congolesere ville lægge sig til at sove, fordi nu har de gjort hvad du bad dem om. Vi havde bedt Gladys i flere måneder nu, om at få gravet nogle dårlige aubergine planter op og smidt dem ud - hun gjorde det ikke. Da vi så spurgte Christian - blev det gjort samme dag. Han vælger så at spørge min mor om han må give planterne til vagterne fordi de gerne ville have dem, og min mor siger ja - fordi, tja det er dårlige aubergine planter, så det er jo lige meget.
Det var dog ikke godt. Dette resulterede i, at næsten begge gartnere blev fyrede og vi fik en advarsel. Gladys havde ringet til supervisoren og klaget over Christian. Hun havde kaldt ham en tyv, fordi åbenbart var halvdelen af aubergine planterne hendes - i følge hende selv.
Christian var ude af sig selv, fordi han var bange for at blive fyret, og Gladys var en dum ko, så hun havde ikke overvejet risikoen om at vi ville vælge Christian over hende. Men det kom dertil hvor vi snakkede med direktøren for firmaet og fortalte ham sagen, og sagde at vi ville have Christian frem for Gladys. Sådan sker ting dog bare ikke hernede. Gladys og Christian arbejder stadigt sammen i vores have, og Gladys har tager sig sammen - ja, men hun er stadigt en dum ko, som ikke kan finde ud af at arbejde.
Nå men tilbage til Heineken damen. Hun ringede til mig torsdag og gav mig nummeret på den ene af hendes medarbejdere Sara, som jeg skal ringe til på mandag. Hun inviterede os også til en øl fest på fredag - som jeg glæder mig rigtig meget til. Og er rigtig spændt på at møde de andre unge, for jeg er ved at være godt trætte af franskmænd, der tror de er for gode til at snakke med en. En fuldstændig horrible opførsel som jeg ikke troede var rigtig før jeg mærkede den selv. Jeg kunne ikke tale flydende fransk, og jeg var ikke venner med nogle af deres venner så jeg kunne ikke blive venner med dem... Så det gider jeg ikke.
I dag har det været min mors fødselsdag, og vi vækkede hende på dansk manér, men sang og morgenmad og en masse flag og lys.
Om formiddagen kørte Jean, Teddy, Far og mig ud og handlede ind til i morgen fordi vi skal have huset fuldt at gæster. Og vi kørte forbi det lille markedet hvor vi købte 5 små keramik masker - utrolig utrolig smukke masker! Her købte vi så en meget stor en til min mor og vi købte en giraf i træ - også meget smuk! Og hun blev rigtig rigtig glad for det.
Det var en lidt anderledes måde at fejre hende på, fordi vi ikke rigtig havde haft mulighed for at køre ud og købe hende et eller andet lækkert - som man kunne i Danmark.
Hernede er der ikke lige noget lækkert, derfor det er smart at købe de lokales håndværk.
Men aftenen gik på at dække bord til i morgen og forberede noget af maden. Fordi i morgen kommer hele min mors finans team på besøg med deres ægtefæller. Vi holder en lille grill fest, og hele min mors team glæder sig SÅ meget, at de ikke har talt om andet hele ugen. Åbenbart er det ikke normal at man holder sig så gode venner med sine medarbejdere, eller at man invitere dem alle med hjem og spiser. Så i morgen klokken 14, bliver vi 18 mennesker der skal hygge os rigtig meget.
Dog i morgen klokken 9, kommer Jean og henter os. Han skal køre os ud til et sted hvor der bor en masse gadebørn. De børn har arrangeret en masse aktiviteter, og vi skal se dem optræde, se hvordan faciliteterne er og bare lære dem af kende. Det er en event de har lavet for at få en masse mennesker ud for at hjælpe - og jeg syntes det er genialt. Jeg glæder mig utrolig utrolig meget! Og jeg tager to af mine bolde med som de kan få - og er villig til at gå ud og købe 1000 bolde, hvis det kan hjælpe dem en smule!
Glæder mig til at fortælle alt om i morgen og weekenden. Og er meget spændt på hvad næste uge bringer.
Au revoir ;)

Monday, September 26, 2011

Beachhouse


Nå men weekenden er gået hurtigt, og det har nok været fordi jeg har hygget mig rigtig meget. 
Lørdag var min mor og far ude og køre bil om morgenen og jeg valgte at sove længe. Da jeg stod op, spiste jeg morgenmad som sædvanligt, frisk ananas, banan og yougurt - lækkert som altid. Så satte jeg min ind i sofaen og læste videre i Ken Follets, Jordens Søjler - fantastisk bog forresten! Og da mine forældre kom hjem var det tid til at få frokost. Efter frokosten kom Jean og hentede os og kørte os lidt rundt i Pointe-Noire for at handle ind. Vi skulle købe nogle forskellig ting til søndagen, for der skulle vi til stranden i Chevrons beachhouse. Vi fik handlet og bagefter tog vi ud til en lille landsby af huse med stråtage hvor der blev holdt markedet. Her kunne man købe alle mulige statuer og skulpture i træ, tæpper, malerier og andet godt. Vi gik først ind i et af husene som min mor havde sagt havde fantastiske malerier. Og der var virkelig også nogle malerier der var helt ekstremt smukke. Endelig var der nogle billeder af noget andet end alle de andre steder. Det der åbenbart sælger hernede er malerier af afrikanske kvinder der bærer forskelige ting på hovederne. Billederne bliver kaldt “Den store march”, og symbolisere befrielse, selvstændighed og alt det der. Men hernede er der næsten ikke billeder af andre ting. Så da vi trådte ind i den hytte var det virkelig noget andet. Billederne var selvfølgelige med motiver fra Afrika, men det var glade billeder, og for første gang var det billeder der ikke var i gul-brun-rødlige farver. Der var det i hvert fald helt sikkert at vi skal hen og købe nogle malerier på næste lørdag.
Men min mor havde også fortalt om en mand der lavede rigtig flotte æsker i træ, og det var virkelig en dygtig håndværker vi mødte. Så mine forældre købte mig en lille æske, men jeg skal klart ud og købe mere på lørdag. Jeg har også set nogle statuer jeg rigtig gerne vil have.
Da vi var færdige der, tog vi tilbage til huset, og der var klokken også ved at være middagstid. Vi havde snakket om at tage ud og spise, men var ikke helt sikre på hvor vi skulle hen. Der ligger tre restauranter på den anden side af vejen – meget belejligt! Den ene er en ENI restaurant, eller club, som det bliver kaldt. Her skal man have et kort hvor der står man er fra ENI (Italiensk oliefirma).  Den anden restaurant er en kombi af hotel og restaurant kaldet Twiga, åbenbart en meget kendt restaurant hernede, men den var lukket på grund af ombygning. Den sidste restaurant hedder La Pyramid, og er en surfer restaurant/bar. Her kommer der, om dagen, mange for at lære at surfe og bare for at hygge sig, så det var her vi aftalte at spise. Vi kunne få pizza, så selvfølgelig skulle vi have det. Og nøj en pizza vi fik! Det er godt nok alt for lang tid siden at jeg har fået så god en pizza. Og det var rigtig dejligt at sidde et sted ved stranden hvor der ikke lugtede eller var skrald. Det var faktisk lidt lige som om at man ikke var i Congo. Men for mig gik der lidt panik i mig, jeg havde glemt at få taget myggespray på, så jeg blev fuldstændig ædt på mine ben og måtte smutte hjem efter maden.
Philippe havde snakket noget om at tage i byen om aftenen og jeg var frisk. Der er ikke så meget at sige om byturene andet end, at det er godt nok ikke mange mennesker der kan engelsk hernede! Men jeg fik i hvert fald hygget mig, og mig og Philippe  havde aftalt at tage rimelig tidligt hjem fordi vi skulle op tidligt næste morgen for at tage i beachhouse.
Søndag morgen var jeg træt, men rigtig spændt! Vi skulle mødes med Philippes stedfar Willie og Philippes mor Fulvia, hendes forældre og hendes anden søn Gustavo. Det tog cirka en time at køre derud og halvedelen af vejen var desværre ikke på asfalt. Hold op hvor har jeg taget asfalt for givet i Danmark – det vil jeg aldrig mere gøre!
Da vi ankom deroppe var der allerede en arbejder deroppe der hed Victor. Han arbejdede på beachhouse en gang om ugen og sørgede for at det blev holdt ved lige. Det var et stenhus med en terrasse ud mod vandet. Ikke et flot hus eller noget, men det var hyggeligt. Her havde vi alle sammen taget forskelligt mad med som vi skulle grille, og efter vi havde badet fik vi det bedste fest måltid jeg nogensinde har spist. Da Fulvia er fra Brasilien og hendes forældre det samme, var der en masse lækkert mad. Vi havde taget nogle bøffer med, lavet en pastasalat og en dressing med noget bacon i. Og de var meget begejstret for maden.
Resten af eftermiddagen gik med at drengene spillede boldspil og vi andre slappede af og hyggede. Og igen glemte jeg helt at jeg var i Congo. Det var virkelig en dejlig weekend.
I dag, mandag stod jeg som sædvanligt tidligt op for at have fransk, og efter min far også havde haft en lektion gik han en tur med naboens hund. Jeg havde fået det lidt underligt, og var begyndt at ryste på hænderne. Jeg troede det var fordi jeg ikke havde spist nok morgenmad, så jeg gik ud og spiste noget brød, men jeg blev ved med at have det dårligt.
Da min mor kom hjem til frokost kunne jeg ikke spise noget mad, og vi ringede til Willie, som sørgede for at jeg kunne komme forbi Totals klinik for at blive tjekket.
Jeg var og er fuldstændig smadret så jeg sov en time indtil chaufføren kom og hentede os, og da vi ankom til klinikken blev vi mødt af chefen for medicin og det var ham der skulle undersøge mig. Det var nok den mest professionelle undersøgelse jeg har fået, og fordi han var franskmand var det lidt svært at kommunikere med ham, men han var godt nok dygtig. Jeg tænkte at han ikke rigtig undersøgte mig så grundigt, og da der kom en sygeplejeske ind og snakkede med ham imens han tog min puls, blev jeg lidt i tvivl. Men da han så – selvom han snakkede med hende – kunne måle min puls og havde fundet ud af hvad der var galt med mig på under 5 minutter var jeg overbevist, han var dygtig. Problemet var min mave, jeg havde en form for infektion i maven som skulle behandles med noget medicin i tre dage.
Endnu en ting jeg lige vil nævne som har gjort min weekend perfekt. Jeg fandt mine to bedste venner hernede Ben & Jerrys, og endda med min ynglings smag! Så den her weekend, andet end i dag, har været helt fantastisk!

Monday, September 19, 2011

Vandreturen

Nå men tiden begynder at flyve afsted hernede. Lørdag var vi ude og gå sammen med det fransk oliefirma Total.
Vi blev hentet af vores driver Jean, klokken 6:45, hvor han kørte os hen til et område ejet af Total. Det var en aftale at Jean skulle med ud og gå, og vi havde også betalt billetten for ham, hvilket han var lykkelig over. Hans eneste betingelse var at han ikke skulle køre ud til stedet, men at vi tog bussen sammen med alle de andre. Vi ankom til Totals område som var et indhegnet - rigtig stort - område. Der var en fodbold bane med tilskuerpladser, en stor pool, en kombineret håndbold- og basketbane og en masse indendørs aktiviteter.
Det er et sted jeg i hvert fald skal undersøge nærmere en af de kommende dage.
Nå men vi mødte så en masse andre mennesker, faktisk var vi kun 5 fra Chevron og så var de 55 andre fra Total. Med i den billet vi havde købt fulgte der en sandwich, en flaske vand og et æble som man fik inden vi kørte afsted.
Da alle så var samlet blev vi pakket i nogle meget små busser og kørt afsted. Busserne var nok nærmere en stor varevogn med vinduer, og der var lavet sæder så der var plads til 15 mand. Nå men vi sad rigtig tæt og vi blev kørt ud af Pointe-Noire, og på vejen derud fik jeg taget en hulens masse billeder. Det var rimelig ekstreme ting vi så. Folk der bogstavlig talt levede i deres eget skidt. Skrald alle vegne, huse der faldt sammen, biler der var rustet. Og selvom vi sad i bussen var stanken helt uudholdelig! Lugten af gas hænger i luften hele tiden så den er jeg blevet nogenlunde van til, men jeg vender mig aldrig til stanken af kloark, råd og mug.
Da vi kom ud af byen så jeg hvad jeg havde forestillet mig Afrika var. En masse planter og grønt, men stadigt sandet og alt for mange blikhuse. Der var så mange ting man ville ønske man kunne gøre, men lige meget hvor mange penge jeg end ville kunne skaffe, får jeg følelsen af magtesløshed og opgivelse.
Den første tanke der slog mig var - godt det ikke er mig. Jeg begynder at tænke på er hvor forfærdelig godt mit liv er, og hvor heldig jeg er at være født i et land som Danmark. Lige pludselig føleles materielle ting ikke så vigtigt. Det betyder ikke noget.
Den anden tanke der slog mig var - hvordan kan folk holde ud at leve sådan her. Ja jeg ved godt det ikke er den rigtige tanke at tænke, men det gjorde jeg nu alligevel. Det næste jeg gjorde var at få dårlig samvittighed, og begynde at prøve at planlægge hvordan man kan hjælpe.
Problemet ved hjælp er, at det skal gøres på den rigtige måde. Hvis du smider 100 tons ris ned til folkene så lever de for de 100 tons mad, får udspilede maver på grund af misernæring. Efter de 100 tons ris er brugt op er der stadigt ikke noget.
Folk hernede er så dovne at det er utroligt. De syntes det er okay at leve sådan her. Det går dem ikke på at de tager en lur i arbejdstiden, eller i det hele taget ikke gider arbejde.
Noget jeg ikke kunne forstå var hvordan man kunne lade det her stå på. Hvorfor der ikke er nogen der griber ind og hjælper. Men grunden var tydelig, hernede sørger man for sig selv og sin familie - ingen andre. Jeg kan ikke forstå hvordan folk kan leve lykkeligt hernede. Men det er utroligt hvor lidt der skal til for at bringe et smil frem på folks læber. Ved siden af hvor vi bor ligger der en fodbold bane, og de børn der spiller her, ser mere lykkelige ud end nogle jeg kender i Danmark.
Nå, men det var et lille sidespring.
Vi ankommer så til stedet hvor vi skal starte vores vandretur. Busserne stopper, menneskerne stiger ud og stiller sig i en rundkreds omkring en af arrangørene. Han begynder så på det han kalder opvarmning, og alle fulgte ham.
Jeg kunne ikke lade hver med at smile af opvarmningen, fordi det havde ikke noget med en opvarmning at gøre. Der var et par armsving, et løftet ben, en hoppetur og så var vi klar.
Der var selvfølgelig nogle i blandt der var løbere og de var allerede spurtet afsted for at komme først.
Vi andre lagde også hårdt ud, men efterhånden faldt vores tempo også. Det var rigtig hårdt at gå i sand og op af bakke.
Men det var et lidt sørgeligt sted vi gik. Det var engang en kæmpe eukalyptus skov hvor der var mange forskellige dyr. Nu er det bare en samling træstubber og en masse sand. Træerne blev fældet af canadiere der skulle bruge det til huse - med det resultat at jorden nu er gold og ingen træer vokser her mere.
Nå men vi gik og vi gik og efter hvad jeg syntes var en evighed kom vi forbi en bunke med nogle afbrændte glasflasker, og jeg gik hen for at undersøge det. Lidt senere fik jeg så spurgt Jean om hvad det var. Han vendte sig ikke engang om da han svarede med sagde bare "hospitals affald". Så midt ude i naturen blandt planter, køer og geder var der en losseplads for hospitals affald. Yderst foruroligende.
Nå men efter vi havde gået i endnu en evighed kom vi forbi nogle børn der legede, og jeg tog nogle billeder af dem og det syntes de var rigtig sjovt. På det tidspunkt gik jeg sammen med mine forældre, Jean og en franskmand fra Total. Vi havde en flaske vand i overskud og de andre havde et æble og en halv sandwich som vi gav til børnene. De var generte, men man kunne tydeligt se at de var taknemmelige.
Efter en lille kilometer på den vej, drejede vi ned af en anden vej som heldigvis var asfalteret, her blev tempoet sat op fordi nu var vi ved at være færdige. Da vi havde gået omkring 3km kunne vi se busserne holde længere fremme restaurarent og det betød at vi var færdige.
Da vi ankom til busserne blev vi fordelt rundt og kørt til et andet Total område nede ved vandet. Her var der også lukket og kun adgang for betalende gæster. Der var 4 tennisbaner, en beachvolley bane og en stor restaurarent. Der var dækket op til alle os der kom fra vandreturen, og mine forældre og jeg satte os ved et af borderne sammen med Jean og en anden medarbejder fra Chevron Jean Michel.
Et par minutter efter vi havde sat os kom en mand hen og sagde noget til Jean Michel, og vi blev bedt om at rejse os og gå hen til et andet bord. Det var et bord der stod reserveret på, og her sad den næst-øverste chef for Total, og han havde inviteret os til at spise med ham og hans kone. Det var noget af et komplement, og også et bevis på hvor god og succesfuld min mor er til sit arbejde.
Der skulle også deles nogle præmier ud, og min mor fik æren af at dele den ene af dem ud.
Resten af dagen er lidt slørret for mig fordi efter 15kms gang i sand var jeg mere end træt, og jeg havde en mindre sandkasse i mine sko. Man bliver ikke ligefrem ren af at gå en tur i Congo.
Da vi kom hjem til huset tog jeg mig et dejligt karbad og så lagde jeg mig ind i min seng og faldt i søvn. Resten af aftenen brugte vi på at hygge sammen som familie.
Om søndagen gik vi ned i byen for at spise brunch på en libanisisk restaurarent hvor jeg fik en lækker omelet.
Da vi kom tilbage til huset hoppede mine forældre i poolen og jeg lå og læste i nogle timer, og til aftensmad igår spiste vi mørbrad med blødeløg, kartoffelmos og brunsovs! Noget der er meget savnet hernede!
Idag har jeg haft besøg af min fransklærer og lavet fransk hele formiddagen, til frokost kom min mor hjem og vi fik lækker salat med kylling. Klokken 15:15 kom Jean og hentede mig og min far så vi kunne tage ud og købe nogle tennisbolde. Jean kørte et smut forbi et marked der sælger træfigurer, og det var virkelig et smukt syn. Der kommer jeg nok til at købe nogle stykker en af de næste dage.
I morgen bliver en spændende dag, fordi mig og min far er inviteret til besøg på den franske ambassade hernede - til the. Så det skal nok blive sjovt og spændende.
De næste 14 dage kommer til at handle om fransk og om at jeg virkelig skal have lært sproget, og ærligtalt er jeg spændt fordi jeg er allerede nået langt.
Glæder mig til flere spændende oplevelser hernede.
P.s. jeg kan ikke rigtig oploade nogle billeder til den her blog da forbindelsen er rigtig dårlig. Håber jeg kan få lagt nogle billeder ud på facebook i den nærmeste fremtid.

Thursday, September 15, 2011

Siden sidst

Ja nu er der gået et stykke tid siden at jeg har skrevet sidst. De sidste par uger har ikke været de sjoveste, måtte tage hjem for at begrave min morfar, noget der var hårdere end jeg kan beskrive, så har heller ikke tænkt mig at prøve.
Vi kom hjem fra Danmark mandag, og ugen er gået med tennis om morgenen, frokost med mor og fransk.
Der er faktisk ikke sket det store i den her uge, men er godt øm i kroppen efter 2 timers tennis om dagen.
I morgen starter vi så igen med fransklæreren. Jeg tror jeg vil spørge ham om det ikke er muligt at få undervisning hver dag i de næste to uger. Jeg skal virkelig se at få lært det sprog hvis jeg skal ud og lave noget frivilligt arbejde.
På lørdag skal vi ud og vandre 20km. Et arrangement som er sat sammen af et fransk oliefirma Total, der kommer rigtig mange mennesker og der følger morgenmad og frokost med. Det bliver godt at komme ud og socialisere sig med nogle mennesker hernede.
Det blev ikke et kæmpe indlæg den her gang. Men må faktisk indrømme at jeg glæder mig til på lørdag, nok mest for at komme ud og møde nogle nye mennesker.

Monday, August 29, 2011

Ugen der gik.


Ja der er så gået lidt tid siden mit sidste indlæg, men ugen er også gået meget hurtigere end normalt.
Mig og min far har haft fransk undervisning hver morgen, undtagen onsdag, så morgen går rimelig hurtigt, klokken 12 kommer min mor så hjem til frokost, og hun tager afsted igen klokken 14. Om eftermiddagen har mig og far så gået ture med naboens hund og det har virkelig været en sjov oplevelse. Naboen har en meget flot Doberman, og hernede er folk ikke glad for hunde, og overhovedet ikke glad for store hunde. Folk har undgået at gå foran os, og de krydser vejen hvis de ser os komme gående med den hund. Han er virkelig en herlig hund, overhovedet ikke farlig eller truende, men det ved folk hernede ikke. Jeg er rigtig glad for at vi må låne ham, især fordi at nu har jeg en mulighed for at komme ud og løbe alene, og behøver ikke at skulle have nogen med mig, andet end hunden.
Om aftenen har mig og min mor hygget os rigtig meget. Min far havde i Danmark købt 4 sæsoner af Gray's Anatomy, og hver aften har mig og min mor set en masse afsnit - til min fars irritation.
Lørdag havde vi så inviteret gæster på besøg, naboen - som er min mors kollega, hans kone og deres lille 6 måneder gamle søn. Så havde vi også inviteret en anden af min mors kollega, Willie og hans stedsøn, Filippe. Stedsønnen er 23 år, så han havde lovet at tage mig med ud og møde nogle unge på min alder. Gæsterne ankom omkring klokken 17 og menuen stod på forlorenhare med hasselback kartofler og brun sovs, en rigtig god dansk middag, og der blev også spist meget! 
Til dessert havd Teddy lavet en meget lækker chokolade mousse, virkelig noget af det bedste jeg har smagt, og fordi han vidste at jeg godt kan lide det, havde han lavet en smagsprøve til os om fredagen, og der var endda to til overs fra lørdagen, så vi kunne få endnu en om søndagen. 
Nå men efter maden sad vi og hyggede, min mors kollega Willie, som oprindeligt er fra Belgien, fortalte en masse historier omkring hvordan han var endt op her i Congo. Han fortalte hvordan han måtte flygte fra krigen i DRC (Demokratiske Republik Congo - den dumme congo), og hvordan han efterfølgende har besøgt hovedstaden Kinshasa og set alle de ødelæggelser krigen havde bragt. Han sagde at det var det væreste syn han havde set. Mange af historierene var meget spændende men også utrolig skræmmende. Børnesoldater, massemord, voldtægter. Ting som menneskerne hernede har gennemgået, og som de skal leve med resten af deres liv.
Nå men efter middagen tog jeg med Flippe med i byen. Det var nok den mest surrealistiske oplevelse jeg længe har haft. Vi ankom til noget der hedder Buddha Bar, og udenfor holdt der rigtig lækre biler. Da vi kom indenfor var det som at være på et hvilken som helst diskotek i Danmark. Her var cirka lige mange hvide som sorte, men det her var stedet hvor expad's og deres koner opholdt sig. Kvinderne var klædt i korte kjoler og ekstremt høje stiletter. Jeg vil nok gætte på at gennemsnitsalderen ligger på omkring de 30 derinde. Nå men her fik vi et par øl, og så ville han vise mig to andre steder hvor de unge gik i byen. Han sagde at nummer to sted var sådan lidt underligt og det tredje og sidste sted var der han bedste kunne lide at være. Da vi kom udenfor fra Buddha Bar, var det lige som at blive sparket i maven, fordi det igen gik op for mig hvor jeg egentligt var. Der lugtede af gas, som er meget normalt hernede, og der var skrald alle steder. Vi tog en taxa, som om aftenen koster 1000 congolesiske frank, som er omkring 8kr. Vi ankom så til sted nummer to, her var det et sted kun for congolesere, så der var kun sorte. Filippe er fra Brasilien, så han er mere latino og jeg er jo klart hvid, så det var en meget underlig oplevelse at gå ind et sted hvor der KUN var sorte, og jeg fik da også hele diskotekets opmærksomhed - det brød jeg mig ikke om, så vi tog videre til nummer tre sted. Her var det en mellem ting mellem det første og det andet, men der var stadigt flere sorte end hvide. Jeg tror, at mig og 7 andre var de eneste hvide på et helt diskotek. Mig og Filippe gik ud og dansede og det var tydeligt at de 6 andre hvide, ikke var så hvide som jeg troede. Jeg er blevet advaret meget imod libaneserene hernede. Det er unge flotte fyre med mange penge, det kan sammenlignes med filmen "Taken", fyre der prøver på at få piger ud i prostitution og andre forfærdeligt ting, og de 6 fyre, prøvede uden tvivl på at få mig alene, væk fra Filippe. Det var tydeligt at de arbejdede i grupper, de to flotteste prøvede at lokke pigen hen til dem, og de andre fyre var så dem der prøvede at opholde de fyre som var sammen med pigerne. Filippe blev også spurgt om mig og ham kun var venner eller om vi var kærester, og da han sagde venner var det tydeligt at se at de nu var på en mission. Den ene prøvede at danse mig væk fra Filippe, men da jeg blev ved med at prøve at komme væk fra dem, gad de til sidst ikke mere. Man kunne tydeligt se at de så straks gik videre til en anden pige og prøvede igen. Jeg sagde til Filippe, at jeg havde lyst til at gå, og vi tog en taxa hjem.
Jeg er ikke bange for at tage i byen hernede, bare jeg er sikker på hvem jeg kan stole på. Søndag blev brugt på at hygge en masse. Og i dag har vejret været utroligt godt. Solen har været fremme hele dagen, og jeg har set den blå himmel for første gang i tre uger. Så i dag har jeg ligger i solen og her om lidt kommer min mor hjem fra arbejde, og så skal vi have dejlig rugbrød til aftensmad - noget jeg ikke ligefrem ville være begejstret for hvis det var hjemme.

Monday, August 22, 2011

Mandag

Så blev det mandag igen, og dagen er gået hurtigere end jeg havde regnet med. Weekenden blev brugt på at pakke de sidste ting ud, samle og placere træningsudestyr. Nu ligner det her et rigtig hjem. Der magler bare nogle billeder i billedrammerne, og nogle malerier på væggene så er vi klar.
Vejret har været noget sørgeligt, selvom der stadigt er 28 grader om dagen og 25 om natten, er der fugtigt som bare pokker, og overskyet. Vi spiser som regel frokost udenfor, og selvom der er 28 grader, sidder jeg i langærmet og lange bukser. Det er ikke fordi man sveder hernede, kun hvis man laver noget fysisk aktivt.

I dag havde jeg så en lidt mere, underlig oplevelse. Jeg har vidst at mænd var opmærksomme på mig hernede, og min mor havde da også fortalt mig at en af vagterne Jannik, havde spurgt hende om hun syntes at 29 var for gammel til ikke at have få kone og om jeg måske kunne være interesseret. Min mor var høflig og afviste ham let, men han har åbenbart ikke forstået det som en afvisning. I lørdags var jeg ude i haven og tage nogle billeder, og Jannik var på vagt, han spurgte - som sædvanligt - om jeg havde det godt, og jeg svarede ja. Og han bliver ved med at kalde sig min ven. I dag, havde han så fået fri fra arbejde, og skulle skifte med de andre to vagter der kommer om aftenen. Og lige pludselig hører vi en der banker på vores glasdør, og der står Jannik. Min far åbner og Jannik spørger efter "Mari", jeg kommer hen til døren og så giver han mig en tung gave, indpakket i rødt papir, med ordene "Because you are my friend". Hernede betyder amis ven, men det kan også betyde kæreste, veninde, bedste ven osv. Jeg bliver lidt forlegen, men siger tak og lukker døren og går ind. Her pakker jeg så gaven op og der er en Websters ordbog i. En der ville være dyr i Danmark, og så derfor må være ekstremt dyr hernede. Helt ærligt ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere, om jeg skal være smigret eller hvad. Jeg føler faktisk, at det er en anelse for påtrængende, men det må jeg blive van til.
Jeg har bagt et rugbrød mere i dag, da de andre to lørdags ikke blev helt som jeg havde regnet med. Gæren er ikke helt den samme hernede som jeg er van til. Det står ude på komfuret og køler lidt ned, og så skal vi have noget aftensmad om lidt. Hernede er vi jo en time bagud, ikke noget der har været svært at vænne sig til,   det der er svært at vænne sig til er at når klokken er 18:30 så er der sort udenfor. Dagene er ikke særlig lange, men nætterne syntes uendelige.

Friday, August 19, 2011

Fredag

Så nu har vi vist fået pakket, i hvert fald 90 af de flyttekasser der er kommet, ud. Dejligt med lidt hjemlig følelse. I dag har vi ikke lavet så meget andet end at rydde ud. Jeg har stadigt lidt problemer med min mave,  alt det med at skulle vænne sig til en helt ny livsstil, nyt sted, ny luft og nyt mad har vist givet mig lidt problemer. Jeg har også haft svært ved at sove, og utrolig nok er det ikke lige frem shorts man skal iføre sig hernede. På grund af fugtigheden udenfor skal aircondition stå på omkring de 22 grader for at sikre at der ikke kommer fugt indenfor.
I morges havde Teddy allerede forberedt min morgenmad før jeg stod op, og det er virkelig lækkert med en masse frisk frugt om morgen. Til frokost havde han grillet noget fisk og så fik vi hvidkål til.
Han er virkelig en sød mand, Teddy, og han vil så gerne snakke med mig, men jeg forstår ikke altid alt hvad han siger. Han taler meget meget lidt engelsk, og derfor bliver jeg virkelig udfordret hver eneste dag med at prøve at forstår ham når han taler fransk til mig.
I dag fik jeg også lidt af en opvågning fordi jeg opdagede hvor lidt uddannede og verdenskendte folk var hernede. Jeg havde en Micky Mouse bamse, jeg havde fået da jeg var i USA i 2000. Han grinede lidt da han så den, men ellers blev han ved med at sige at jeg havde en baby liggende i min seng. Så spurgte han mig hvad den hed, og der kiggede jeg lidt underligt på ham og sagde - med en selvfølge i stemmen - Mickey. Og han kiggede bare på mig og smilede - han har aldrig hørt om Disney, Mickey Mouse eller Donald Duck i sit liv. Noget der var en del af min hverdag siden jeg var barn er noget Teddy, og så også folk hernede aldrig har hørt om før.
Nå men jeg fandt også ud af, at den mad vi spiser til hverdag, ikke er så normalt hernede. Nu mener jeg ikke ting som frikadeller og rugbrød, for nej det spiser de ikke hernede, men mere måden vi spiser det på.  Det med at vi spiser en form for kulhydrater, som pasta, kartofler eller ris med en eller anden form for protein til er så fremmedartet hernede, at det bliver kaldet luksuriøst.
De fleste mennesker hernede er vegetare, de har ikke råd til kød, derfor spiser man grønsager og en rod hernede som bliver kaldt maniok. Den rod er menneskernes måde at få protein på.
I aften skal vi så også bage noget rugbrød, fordi hernede lever man af baguettes og andet hvidt brød, og det kan jeg ikke leve af.
I morgen skal vi så rigtig tidligt op, vi skal på et kødmarked klokken 7, hvor vi skal købe rigtig meget ind til fryseren. Klokken 9 kommer kørelæren her så, og så skal min mor ud og have en køretime, der tager mig og min far med for at se hvordan det forventes af en at man køre hernede. Min far er blevet skrevet op til køretimer hernede og jeg skal også have nogen, men problemet er at jeg ikke må køre i firmaets bil. Så hvis jeg skal ud og køre bil, så skal det være i en vi køber.
En lille kommentar min mor havde fået af sin kørelærer var at hun ikke dyttede nok. Hernede dytter man HELE tiden, for at sikre at folk ved at der kommer biler, fordi man vil have folks opmærksomhed og fordi man kan.
Jeg glæder mig dog ikke til i morgen eftermiddag. Min mor siger at der hver lørdag er bryllupper hele dagen, og alle sammen skal køres med politieskorte hen til et sted, to huse fra vores, hvor der bliver taget bryllupsbilleder.
I dag var der et bryllup, og så meget larm der blev lavet der, puha, glæder mig i hvert fald ikke til i morgen.

Thursday, August 18, 2011

Arbejdsform

Der kommer lige en lille opdatering.
Nu er alle kasserne kommet. Og der er virkelig gang i huset! Dét er bare en sjov måde afrikanerne arbejder på. De kalder det "The African Way",  don't try to understand it.

I vores hus har vi en masse spots i loftet, og 2 af dem er gået, vores hushjælper Teddy har så ringet og arrangeret med at nogle skal komme og skifte pærerne i dem. For 10 minutter siden ankom 3 mænd i orange uniformer for at skifte pærerne på 2 spots - 3 mænd! En til at holde stigen, en til at holde pærerne og en til at ... ja ved sgu ikke hvad den sidste laver. Nu bliver joken faktisk en realitet, man skulle tro at der kom 100 mere for at dreje huset! Udenfor skulle hegnet skiftes rundt om poolen,  der sidder 5 mand derude, én arbejder og 4 kigger på.
The African Way, jeg kan ikke forstå den.

Wednesday, August 17, 2011

Onsdag

Så nu er der gået nogle dage hernede i Congo, og jeg må da indrømme at jeg får slappet rigeligt af. I morges fik jeg serveret yogurt med med frist passionsfrugt og melon, og til frokost havde Teddy lavet indonesisk, og hold nu helt op det var stærkt. Min mor - efter som hun har været her i noget tid, har vænnet sig til at spise stærk mad, men for mig var det sgu en anelse for strækt, selv om det smagte fantastisk!
I mandags mødte vi vores naboer for første gang, et rigtig sødt par der også er udstationeret, han er fra Holland hun er fra Nigeria. Sammen har de, og jeg overdriver ikke, verdens lækreste baby. Han er 6 måneder og hedder Stefan. De to hjalp os rigtig meget her igår da vores generator løb tør for olie. Det betød at strømmen gik, og eftersom vores ting ikke var kommet endnu havde vi ingen stearin lys og måtte derfor låne nogle af naboen. Da vores og deres hus engang var et, blev der bare smidt et kabel over muren og vi havde strøm til generatoren fik olie - rigtig sødt af dem!
I dag fik jeg så endelig mulighed for at brænde lidt krudt af, da naboen tilbød mig at komme forbi i deres lille trænings rum, det var jeg meget glad for! Selvom at det var max 25  meter jeg skulle gå udenfor vores mur, blev der alligevel arrangeret at en af vagterne fulgte mig til naboens port, og da jeg var færdig med at træne, fulgte naboens vagt mig tilbage til huset. Og på de 25 meter, v<r der 4 biler der dyttede og 2 mænd der prøvede at sælge noget til mig. Det er en underlig levestil jeg har skrevet mig op til hernede. Man er aldrig alene. I dag havde vi, som altid, Teddy her fra klokken 6:30, og han laver morgenmad, gør hus rent, laver frokost, vasker tøj og gør klar til aftensmad. Så havde vi også vores to gartner på i dag, og der var 3 mænd ude i haven for at ordne hegnet rundt om poolen, så var der to mænd der arbejdede på mit badeværelse, fordi der var noget galt med badekarret, og til sidst var der en vagt som altid er der.
Alle disse mennesker er her ikke normalt, men det er en smule grænseoverskridende, fordi lige meget hvad - så stirrer de. Også selvom man tager dem i, at stirre på én, og man smiler til dem, så stirrer de bare endnu mere.
Jeg er også nu ved at blive van til at man ikke smider noget mad ud! Alt gemmes, og enten spises senere ellers bliver det sat på en tallerken og så går man ned til vagterne med det, og de smiler taknemmeligt. Der er flere forskellige vagter der skiftes til at stå ved vores hus, og selvom det kan virke lidt useriøst så er det det stik modsatte! De bliver ringet op hver 15 minut, og hver time kommer der en overordnet forbi og så skal de aflægge rapport. De virker rigtig søde og venlige - præcis lige som de fleste mennesker hernede og det får mig også til at føle mig rigtig tryg. Dog er det mest Teddy jeg har respekt for, han sørger for at håndværkerne laver noget,og selvom han render og vasker gulv, ved han 100% hvad de forskellige mennesker render rundt og laver - han er en mand der sætter sig i respekt.
Det var lige en lille opdatering, der sker ikke helt det store hernede for tiden. Fransk læren kommer i morgen til at give mig undervisning klokken 8:30, og så kommer vores shipment omkring klokken 14. Glæder mig til at få alting på plads og ordnet !

Sunday, August 14, 2011

Første dag.

Så er min første dag i Congo overstået.
Rigtigt så var det igår mig og min far landede. Det var hårdt at skulle sige farvel til sine kære, men det bliver også spændende hernede - glæder mig til en masse gode oplevelser.  Flyveturen herned var ikke til at klage over, første klasse hele vejen og vi fik serveret alt hvad vi ønskede når vi ville have det. Vi skulle skifte fly i Frankfurt, og her kom vi så ind i et privatejet fly der skulle lande i Libraville, Gabon først og sætte nogle af fylde brandstof på. Dér fik jeg den først opvågning. Vi fløj ind over landet og det første jeg så var røg. Flere steder blev skovene brændt af for at gøre plads til huse og marker. Jo længere ind i landet vi fløj jo flere røgskyer så jeg stige op fra skovene og sort og gråt dominerede mit syn. Endnu længere ind kom husene så. Små blikhuse overalt og vejene var fuldstændig som man forestiller sig, helt orange og støvede. Det var tydeligt at se at her var et land der havde brug for hjælp og jeg blev ved med at tænke på, at de ingen penge måtte have. Det underlige var så, at midt i mellem alle blikhusene og støvet var de igang med at bygge et kæmpe stadion. Helt nyt, hvidt og flot stadion, midt i alt støvet og alt fattigdommen, og her kunne jeg bare ikke tænke på andet end, hvorfor?
Da vi så landede i Libraville, og jeg stadigt ikke helt var kommet mig over chokket, får jeg så endnu et. Mig og min far skal blive siddende i flyet fordi vi skal videre til Point Noire, og da jeg fik kigget ud af vinduet ser jeg en kiste. En kiste der ligger for sig selv på en vogn og venter. Den er pakket ind i sort plastik, og inderst inde var jeg sikker på at jeg ville få ondt i maven, men det kom aldrig. Ja det var forfærdeligt at se, men jeg har bare forberedt mig på det. Mine forældre har hele tiden sagt at jeg ikke skal blive overrasket hvis jeg ser en død liggende i vejkanten, og her så jeg kun kisten.
Nå men første dag er gået. Hernede er fransk alting, derfor føler jeg mig en smule handikappet når jeg skal hilse på menneskerne. Igår mødte jeg så vores to vagter, og ham de kalder Mr. Airport. Menneskerne hernede er sødere end sød. Rigtig venlige og imødekommende! Huset hernede er smukt og lækkert. Her er rent og lyst og i haven er alle palmer og poolen lyst op af spots.
Indenfor vores mure er her smukt, rent og hyggeligt, men det er så også det. Udenfor er det tydeligt at se, at vores kvarter er det for de rige. Husene er helt fantastiske og haverne er endnu smukkere, men vejene udenfor murene er ikke. Der er asfalt der hvor bilerne kører, men der hvor man skal gå er der sand, jord og støv.
I dag gik vi så en tur rundt i det område der er sikkert for os at gå i. Det er et område på omkring 5 kvadrat kilometer. Vores kvarter er rent i forhold til resten. Overalt ligger der skrald, der er beskidt og husene er faldefærdige. På hjørnerne sidder der folk og maler og sælger billeder, og selvom man kan se at de ingen penge har, er de stadigt søde, smilende og virkelig imødekommende. Aldrig i mit liv har jeg følt så mange blikke på mig. Alle stirrede på mig, og jeg skilte mig da også utrolig meget ud. Jeg var en komplet modsætning til damerne hernede. Jeg havde mine All Stars på, nogle hullede shorts, en top og mit hår var nede. Hernede er der, især for kvinderne, vigtigt at vise hvor mange penge de har, og udseende betyder alt. Håret, hvis det ikke er flettet, så i en paryk, sidder perfekt, neglene og make-up'en er lagt til fest, og tøjet og smykkerne er prangende. Hernede bærer kvinderne, for det meste, lange kjoler i farverige mønstre, meget flotte, og selvom at man går i støv til anklerne så render de rundt i tårnhøje stiletter - fordi det symbolisere rigdom.
- I dag på en café så vi en dame der havde prøvet at bruge nogle kemikalier for at blive hvidere, dette havde resulteret i at hun havde fået nogle sorte pletter overalt i ansigtet og på armene, og hun kiggede ikke en eneste gang på mig. Mændene smiler til mig og hilser på mig, kvinderne stirrer.
På gåturen i dag ville jeg havde ønsket at jeg kunne tage en masse billeder, men billeder skal tages fra bilen siger de. Der var så mange rørende øjeblikke som jeg ville havde fanget, men det er for farligt, at tage billeder. I morgen er det nationaldagen hernede, og der skulle være en masse parader, så håber jeg kan få lov til at tage nogle billeder. Første dag i Congo er overstået og glæder mig til at se en masse mere i morgen.
Maria

Wednesday, July 20, 2011

Flytning

Den 13. august sker det så. Så er jeg, sammen med min far, på vej til Congo.
Hele huset er ved at blive pakket sammen, og det er godt nok underligt at se hele sit liv i en kasse. Det meste af mit liv skal pakkes sammen og gemmes til jeg kommer hjem igen, og resten skal jeg tage med mig, når jeg skal danne en ny tilværelse i Point Noire, Congo.
Mange har spurgt mig om hvorfor jeg tager afsted. Der er egentligt ikke noget konkret svar til det. Jeg vælger tit at svare: oplevelsen. Men nogle gange er det ikke nok, så et andet svar er, at mine forældre flytter og så flytter jeg med.
Et tredje svar er at jeg gerne vil væk, væk fra Danmark, men det er heller ikke helt sandt, fordi jeg vil gerne blive her, eller ikke lige her, men få mit eget og stå på egne ben.
Jeg vil jo heller ikke forlade mine venner eller min kæreste, men altså hvornår vil jeg nogensinde få muligheden for sådan en oplevelse igen.

Hele historien er faktisk at, min mor (som arbejder med olie), har fået et arbejde i Point Noire som ligger i Republikken Congo (den gode Congo, som jeg kalder det) - mange har hørt forfærdelige historier om Congo, men det er den anden Congo (den jeg kalder den dumme Congo), Den Demokratiske Republik Congo. Ikke lige der man ville tror at demokrati hersker - og rigtig nok, det gør det heller ikke!
Nå, men hun har fået jobbet der, og mig og min far flytter med. Mine forældre var på en tur derned til for at se hvordan det var, og min far kom tilbage og for at sige det mildt var han skuffet.
Han sagde "Maria, du kan slet ikke forestille dig hvordan det kommer til at være", og der fik jeg altså en klump i halsen! Min mor skulle så være der i 3 uger, for at lære sin nye arbejdsplads at kende.
Nu er hun så flyttet derned, og mig og min far flytter med den 13. august.

Spørgsmålet må jo så være: hvad skal jeg lave dernede. Og der kan jeg give mange svar. Jeg har fået en surferlærer der skal lære mig at surfe, jeg skal spille tennis og jeg skal træne.
Men jeg skal også ned og hjælpe. Min mor har snakket med nogle katolske nonner, der underviser på en pigeskole dernede, og de vil meget gerne have at jeg kommer og hjælper. Jeg har også kontaktet Jane Goddall Institute, som er en forening der går ind for at redde aberne i verden. Og tilfældigvis har Congo en af de største bestande af chimpanser. Der vil jeg også gøre alt for at komme ned og hjælpe til.
Selvom jeg er rædselsslagen for at rejse derned og efterlade alt jeg kender, skal det her nok ende op med at blive en oplevelse for livet.