Monday, September 26, 2011

Beachhouse


Nå men weekenden er gået hurtigt, og det har nok været fordi jeg har hygget mig rigtig meget. 
Lørdag var min mor og far ude og køre bil om morgenen og jeg valgte at sove længe. Da jeg stod op, spiste jeg morgenmad som sædvanligt, frisk ananas, banan og yougurt - lækkert som altid. Så satte jeg min ind i sofaen og læste videre i Ken Follets, Jordens Søjler - fantastisk bog forresten! Og da mine forældre kom hjem var det tid til at få frokost. Efter frokosten kom Jean og hentede os og kørte os lidt rundt i Pointe-Noire for at handle ind. Vi skulle købe nogle forskellig ting til søndagen, for der skulle vi til stranden i Chevrons beachhouse. Vi fik handlet og bagefter tog vi ud til en lille landsby af huse med stråtage hvor der blev holdt markedet. Her kunne man købe alle mulige statuer og skulpture i træ, tæpper, malerier og andet godt. Vi gik først ind i et af husene som min mor havde sagt havde fantastiske malerier. Og der var virkelig også nogle malerier der var helt ekstremt smukke. Endelig var der nogle billeder af noget andet end alle de andre steder. Det der åbenbart sælger hernede er malerier af afrikanske kvinder der bærer forskelige ting på hovederne. Billederne bliver kaldt “Den store march”, og symbolisere befrielse, selvstændighed og alt det der. Men hernede er der næsten ikke billeder af andre ting. Så da vi trådte ind i den hytte var det virkelig noget andet. Billederne var selvfølgelige med motiver fra Afrika, men det var glade billeder, og for første gang var det billeder der ikke var i gul-brun-rødlige farver. Der var det i hvert fald helt sikkert at vi skal hen og købe nogle malerier på næste lørdag.
Men min mor havde også fortalt om en mand der lavede rigtig flotte æsker i træ, og det var virkelig en dygtig håndværker vi mødte. Så mine forældre købte mig en lille æske, men jeg skal klart ud og købe mere på lørdag. Jeg har også set nogle statuer jeg rigtig gerne vil have.
Da vi var færdige der, tog vi tilbage til huset, og der var klokken også ved at være middagstid. Vi havde snakket om at tage ud og spise, men var ikke helt sikre på hvor vi skulle hen. Der ligger tre restauranter på den anden side af vejen – meget belejligt! Den ene er en ENI restaurant, eller club, som det bliver kaldt. Her skal man have et kort hvor der står man er fra ENI (Italiensk oliefirma).  Den anden restaurant er en kombi af hotel og restaurant kaldet Twiga, åbenbart en meget kendt restaurant hernede, men den var lukket på grund af ombygning. Den sidste restaurant hedder La Pyramid, og er en surfer restaurant/bar. Her kommer der, om dagen, mange for at lære at surfe og bare for at hygge sig, så det var her vi aftalte at spise. Vi kunne få pizza, så selvfølgelig skulle vi have det. Og nøj en pizza vi fik! Det er godt nok alt for lang tid siden at jeg har fået så god en pizza. Og det var rigtig dejligt at sidde et sted ved stranden hvor der ikke lugtede eller var skrald. Det var faktisk lidt lige som om at man ikke var i Congo. Men for mig gik der lidt panik i mig, jeg havde glemt at få taget myggespray på, så jeg blev fuldstændig ædt på mine ben og måtte smutte hjem efter maden.
Philippe havde snakket noget om at tage i byen om aftenen og jeg var frisk. Der er ikke så meget at sige om byturene andet end, at det er godt nok ikke mange mennesker der kan engelsk hernede! Men jeg fik i hvert fald hygget mig, og mig og Philippe  havde aftalt at tage rimelig tidligt hjem fordi vi skulle op tidligt næste morgen for at tage i beachhouse.
Søndag morgen var jeg træt, men rigtig spændt! Vi skulle mødes med Philippes stedfar Willie og Philippes mor Fulvia, hendes forældre og hendes anden søn Gustavo. Det tog cirka en time at køre derud og halvedelen af vejen var desværre ikke på asfalt. Hold op hvor har jeg taget asfalt for givet i Danmark – det vil jeg aldrig mere gøre!
Da vi ankom deroppe var der allerede en arbejder deroppe der hed Victor. Han arbejdede på beachhouse en gang om ugen og sørgede for at det blev holdt ved lige. Det var et stenhus med en terrasse ud mod vandet. Ikke et flot hus eller noget, men det var hyggeligt. Her havde vi alle sammen taget forskelligt mad med som vi skulle grille, og efter vi havde badet fik vi det bedste fest måltid jeg nogensinde har spist. Da Fulvia er fra Brasilien og hendes forældre det samme, var der en masse lækkert mad. Vi havde taget nogle bøffer med, lavet en pastasalat og en dressing med noget bacon i. Og de var meget begejstret for maden.
Resten af eftermiddagen gik med at drengene spillede boldspil og vi andre slappede af og hyggede. Og igen glemte jeg helt at jeg var i Congo. Det var virkelig en dejlig weekend.
I dag, mandag stod jeg som sædvanligt tidligt op for at have fransk, og efter min far også havde haft en lektion gik han en tur med naboens hund. Jeg havde fået det lidt underligt, og var begyndt at ryste på hænderne. Jeg troede det var fordi jeg ikke havde spist nok morgenmad, så jeg gik ud og spiste noget brød, men jeg blev ved med at have det dårligt.
Da min mor kom hjem til frokost kunne jeg ikke spise noget mad, og vi ringede til Willie, som sørgede for at jeg kunne komme forbi Totals klinik for at blive tjekket.
Jeg var og er fuldstændig smadret så jeg sov en time indtil chaufføren kom og hentede os, og da vi ankom til klinikken blev vi mødt af chefen for medicin og det var ham der skulle undersøge mig. Det var nok den mest professionelle undersøgelse jeg har fået, og fordi han var franskmand var det lidt svært at kommunikere med ham, men han var godt nok dygtig. Jeg tænkte at han ikke rigtig undersøgte mig så grundigt, og da der kom en sygeplejeske ind og snakkede med ham imens han tog min puls, blev jeg lidt i tvivl. Men da han så – selvom han snakkede med hende – kunne måle min puls og havde fundet ud af hvad der var galt med mig på under 5 minutter var jeg overbevist, han var dygtig. Problemet var min mave, jeg havde en form for infektion i maven som skulle behandles med noget medicin i tre dage.
Endnu en ting jeg lige vil nævne som har gjort min weekend perfekt. Jeg fandt mine to bedste venner hernede Ben & Jerrys, og endda med min ynglings smag! Så den her weekend, andet end i dag, har været helt fantastisk!

Monday, September 19, 2011

Vandreturen

Nå men tiden begynder at flyve afsted hernede. Lørdag var vi ude og gå sammen med det fransk oliefirma Total.
Vi blev hentet af vores driver Jean, klokken 6:45, hvor han kørte os hen til et område ejet af Total. Det var en aftale at Jean skulle med ud og gå, og vi havde også betalt billetten for ham, hvilket han var lykkelig over. Hans eneste betingelse var at han ikke skulle køre ud til stedet, men at vi tog bussen sammen med alle de andre. Vi ankom til Totals område som var et indhegnet - rigtig stort - område. Der var en fodbold bane med tilskuerpladser, en stor pool, en kombineret håndbold- og basketbane og en masse indendørs aktiviteter.
Det er et sted jeg i hvert fald skal undersøge nærmere en af de kommende dage.
Nå men vi mødte så en masse andre mennesker, faktisk var vi kun 5 fra Chevron og så var de 55 andre fra Total. Med i den billet vi havde købt fulgte der en sandwich, en flaske vand og et æble som man fik inden vi kørte afsted.
Da alle så var samlet blev vi pakket i nogle meget små busser og kørt afsted. Busserne var nok nærmere en stor varevogn med vinduer, og der var lavet sæder så der var plads til 15 mand. Nå men vi sad rigtig tæt og vi blev kørt ud af Pointe-Noire, og på vejen derud fik jeg taget en hulens masse billeder. Det var rimelig ekstreme ting vi så. Folk der bogstavlig talt levede i deres eget skidt. Skrald alle vegne, huse der faldt sammen, biler der var rustet. Og selvom vi sad i bussen var stanken helt uudholdelig! Lugten af gas hænger i luften hele tiden så den er jeg blevet nogenlunde van til, men jeg vender mig aldrig til stanken af kloark, råd og mug.
Da vi kom ud af byen så jeg hvad jeg havde forestillet mig Afrika var. En masse planter og grønt, men stadigt sandet og alt for mange blikhuse. Der var så mange ting man ville ønske man kunne gøre, men lige meget hvor mange penge jeg end ville kunne skaffe, får jeg følelsen af magtesløshed og opgivelse.
Den første tanke der slog mig var - godt det ikke er mig. Jeg begynder at tænke på er hvor forfærdelig godt mit liv er, og hvor heldig jeg er at være født i et land som Danmark. Lige pludselig føleles materielle ting ikke så vigtigt. Det betyder ikke noget.
Den anden tanke der slog mig var - hvordan kan folk holde ud at leve sådan her. Ja jeg ved godt det ikke er den rigtige tanke at tænke, men det gjorde jeg nu alligevel. Det næste jeg gjorde var at få dårlig samvittighed, og begynde at prøve at planlægge hvordan man kan hjælpe.
Problemet ved hjælp er, at det skal gøres på den rigtige måde. Hvis du smider 100 tons ris ned til folkene så lever de for de 100 tons mad, får udspilede maver på grund af misernæring. Efter de 100 tons ris er brugt op er der stadigt ikke noget.
Folk hernede er så dovne at det er utroligt. De syntes det er okay at leve sådan her. Det går dem ikke på at de tager en lur i arbejdstiden, eller i det hele taget ikke gider arbejde.
Noget jeg ikke kunne forstå var hvordan man kunne lade det her stå på. Hvorfor der ikke er nogen der griber ind og hjælper. Men grunden var tydelig, hernede sørger man for sig selv og sin familie - ingen andre. Jeg kan ikke forstå hvordan folk kan leve lykkeligt hernede. Men det er utroligt hvor lidt der skal til for at bringe et smil frem på folks læber. Ved siden af hvor vi bor ligger der en fodbold bane, og de børn der spiller her, ser mere lykkelige ud end nogle jeg kender i Danmark.
Nå, men det var et lille sidespring.
Vi ankommer så til stedet hvor vi skal starte vores vandretur. Busserne stopper, menneskerne stiger ud og stiller sig i en rundkreds omkring en af arrangørene. Han begynder så på det han kalder opvarmning, og alle fulgte ham.
Jeg kunne ikke lade hver med at smile af opvarmningen, fordi det havde ikke noget med en opvarmning at gøre. Der var et par armsving, et løftet ben, en hoppetur og så var vi klar.
Der var selvfølgelig nogle i blandt der var løbere og de var allerede spurtet afsted for at komme først.
Vi andre lagde også hårdt ud, men efterhånden faldt vores tempo også. Det var rigtig hårdt at gå i sand og op af bakke.
Men det var et lidt sørgeligt sted vi gik. Det var engang en kæmpe eukalyptus skov hvor der var mange forskellige dyr. Nu er det bare en samling træstubber og en masse sand. Træerne blev fældet af canadiere der skulle bruge det til huse - med det resultat at jorden nu er gold og ingen træer vokser her mere.
Nå men vi gik og vi gik og efter hvad jeg syntes var en evighed kom vi forbi en bunke med nogle afbrændte glasflasker, og jeg gik hen for at undersøge det. Lidt senere fik jeg så spurgt Jean om hvad det var. Han vendte sig ikke engang om da han svarede med sagde bare "hospitals affald". Så midt ude i naturen blandt planter, køer og geder var der en losseplads for hospitals affald. Yderst foruroligende.
Nå men efter vi havde gået i endnu en evighed kom vi forbi nogle børn der legede, og jeg tog nogle billeder af dem og det syntes de var rigtig sjovt. På det tidspunkt gik jeg sammen med mine forældre, Jean og en franskmand fra Total. Vi havde en flaske vand i overskud og de andre havde et æble og en halv sandwich som vi gav til børnene. De var generte, men man kunne tydeligt se at de var taknemmelige.
Efter en lille kilometer på den vej, drejede vi ned af en anden vej som heldigvis var asfalteret, her blev tempoet sat op fordi nu var vi ved at være færdige. Da vi havde gået omkring 3km kunne vi se busserne holde længere fremme restaurarent og det betød at vi var færdige.
Da vi ankom til busserne blev vi fordelt rundt og kørt til et andet Total område nede ved vandet. Her var der også lukket og kun adgang for betalende gæster. Der var 4 tennisbaner, en beachvolley bane og en stor restaurarent. Der var dækket op til alle os der kom fra vandreturen, og mine forældre og jeg satte os ved et af borderne sammen med Jean og en anden medarbejder fra Chevron Jean Michel.
Et par minutter efter vi havde sat os kom en mand hen og sagde noget til Jean Michel, og vi blev bedt om at rejse os og gå hen til et andet bord. Det var et bord der stod reserveret på, og her sad den næst-øverste chef for Total, og han havde inviteret os til at spise med ham og hans kone. Det var noget af et komplement, og også et bevis på hvor god og succesfuld min mor er til sit arbejde.
Der skulle også deles nogle præmier ud, og min mor fik æren af at dele den ene af dem ud.
Resten af dagen er lidt slørret for mig fordi efter 15kms gang i sand var jeg mere end træt, og jeg havde en mindre sandkasse i mine sko. Man bliver ikke ligefrem ren af at gå en tur i Congo.
Da vi kom hjem til huset tog jeg mig et dejligt karbad og så lagde jeg mig ind i min seng og faldt i søvn. Resten af aftenen brugte vi på at hygge sammen som familie.
Om søndagen gik vi ned i byen for at spise brunch på en libanisisk restaurarent hvor jeg fik en lækker omelet.
Da vi kom tilbage til huset hoppede mine forældre i poolen og jeg lå og læste i nogle timer, og til aftensmad igår spiste vi mørbrad med blødeløg, kartoffelmos og brunsovs! Noget der er meget savnet hernede!
Idag har jeg haft besøg af min fransklærer og lavet fransk hele formiddagen, til frokost kom min mor hjem og vi fik lækker salat med kylling. Klokken 15:15 kom Jean og hentede mig og min far så vi kunne tage ud og købe nogle tennisbolde. Jean kørte et smut forbi et marked der sælger træfigurer, og det var virkelig et smukt syn. Der kommer jeg nok til at købe nogle stykker en af de næste dage.
I morgen bliver en spændende dag, fordi mig og min far er inviteret til besøg på den franske ambassade hernede - til the. Så det skal nok blive sjovt og spændende.
De næste 14 dage kommer til at handle om fransk og om at jeg virkelig skal have lært sproget, og ærligtalt er jeg spændt fordi jeg er allerede nået langt.
Glæder mig til flere spændende oplevelser hernede.
P.s. jeg kan ikke rigtig oploade nogle billeder til den her blog da forbindelsen er rigtig dårlig. Håber jeg kan få lagt nogle billeder ud på facebook i den nærmeste fremtid.

Thursday, September 15, 2011

Siden sidst

Ja nu er der gået et stykke tid siden at jeg har skrevet sidst. De sidste par uger har ikke været de sjoveste, måtte tage hjem for at begrave min morfar, noget der var hårdere end jeg kan beskrive, så har heller ikke tænkt mig at prøve.
Vi kom hjem fra Danmark mandag, og ugen er gået med tennis om morgenen, frokost med mor og fransk.
Der er faktisk ikke sket det store i den her uge, men er godt øm i kroppen efter 2 timers tennis om dagen.
I morgen starter vi så igen med fransklæreren. Jeg tror jeg vil spørge ham om det ikke er muligt at få undervisning hver dag i de næste to uger. Jeg skal virkelig se at få lært det sprog hvis jeg skal ud og lave noget frivilligt arbejde.
På lørdag skal vi ud og vandre 20km. Et arrangement som er sat sammen af et fransk oliefirma Total, der kommer rigtig mange mennesker og der følger morgenmad og frokost med. Det bliver godt at komme ud og socialisere sig med nogle mennesker hernede.
Det blev ikke et kæmpe indlæg den her gang. Men må faktisk indrømme at jeg glæder mig til på lørdag, nok mest for at komme ud og møde nogle nye mennesker.