Monday, September 19, 2011

Vandreturen

Nå men tiden begynder at flyve afsted hernede. Lørdag var vi ude og gå sammen med det fransk oliefirma Total.
Vi blev hentet af vores driver Jean, klokken 6:45, hvor han kørte os hen til et område ejet af Total. Det var en aftale at Jean skulle med ud og gå, og vi havde også betalt billetten for ham, hvilket han var lykkelig over. Hans eneste betingelse var at han ikke skulle køre ud til stedet, men at vi tog bussen sammen med alle de andre. Vi ankom til Totals område som var et indhegnet - rigtig stort - område. Der var en fodbold bane med tilskuerpladser, en stor pool, en kombineret håndbold- og basketbane og en masse indendørs aktiviteter.
Det er et sted jeg i hvert fald skal undersøge nærmere en af de kommende dage.
Nå men vi mødte så en masse andre mennesker, faktisk var vi kun 5 fra Chevron og så var de 55 andre fra Total. Med i den billet vi havde købt fulgte der en sandwich, en flaske vand og et æble som man fik inden vi kørte afsted.
Da alle så var samlet blev vi pakket i nogle meget små busser og kørt afsted. Busserne var nok nærmere en stor varevogn med vinduer, og der var lavet sæder så der var plads til 15 mand. Nå men vi sad rigtig tæt og vi blev kørt ud af Pointe-Noire, og på vejen derud fik jeg taget en hulens masse billeder. Det var rimelig ekstreme ting vi så. Folk der bogstavlig talt levede i deres eget skidt. Skrald alle vegne, huse der faldt sammen, biler der var rustet. Og selvom vi sad i bussen var stanken helt uudholdelig! Lugten af gas hænger i luften hele tiden så den er jeg blevet nogenlunde van til, men jeg vender mig aldrig til stanken af kloark, råd og mug.
Da vi kom ud af byen så jeg hvad jeg havde forestillet mig Afrika var. En masse planter og grønt, men stadigt sandet og alt for mange blikhuse. Der var så mange ting man ville ønske man kunne gøre, men lige meget hvor mange penge jeg end ville kunne skaffe, får jeg følelsen af magtesløshed og opgivelse.
Den første tanke der slog mig var - godt det ikke er mig. Jeg begynder at tænke på er hvor forfærdelig godt mit liv er, og hvor heldig jeg er at være født i et land som Danmark. Lige pludselig føleles materielle ting ikke så vigtigt. Det betyder ikke noget.
Den anden tanke der slog mig var - hvordan kan folk holde ud at leve sådan her. Ja jeg ved godt det ikke er den rigtige tanke at tænke, men det gjorde jeg nu alligevel. Det næste jeg gjorde var at få dårlig samvittighed, og begynde at prøve at planlægge hvordan man kan hjælpe.
Problemet ved hjælp er, at det skal gøres på den rigtige måde. Hvis du smider 100 tons ris ned til folkene så lever de for de 100 tons mad, får udspilede maver på grund af misernæring. Efter de 100 tons ris er brugt op er der stadigt ikke noget.
Folk hernede er så dovne at det er utroligt. De syntes det er okay at leve sådan her. Det går dem ikke på at de tager en lur i arbejdstiden, eller i det hele taget ikke gider arbejde.
Noget jeg ikke kunne forstå var hvordan man kunne lade det her stå på. Hvorfor der ikke er nogen der griber ind og hjælper. Men grunden var tydelig, hernede sørger man for sig selv og sin familie - ingen andre. Jeg kan ikke forstå hvordan folk kan leve lykkeligt hernede. Men det er utroligt hvor lidt der skal til for at bringe et smil frem på folks læber. Ved siden af hvor vi bor ligger der en fodbold bane, og de børn der spiller her, ser mere lykkelige ud end nogle jeg kender i Danmark.
Nå, men det var et lille sidespring.
Vi ankommer så til stedet hvor vi skal starte vores vandretur. Busserne stopper, menneskerne stiger ud og stiller sig i en rundkreds omkring en af arrangørene. Han begynder så på det han kalder opvarmning, og alle fulgte ham.
Jeg kunne ikke lade hver med at smile af opvarmningen, fordi det havde ikke noget med en opvarmning at gøre. Der var et par armsving, et løftet ben, en hoppetur og så var vi klar.
Der var selvfølgelig nogle i blandt der var løbere og de var allerede spurtet afsted for at komme først.
Vi andre lagde også hårdt ud, men efterhånden faldt vores tempo også. Det var rigtig hårdt at gå i sand og op af bakke.
Men det var et lidt sørgeligt sted vi gik. Det var engang en kæmpe eukalyptus skov hvor der var mange forskellige dyr. Nu er det bare en samling træstubber og en masse sand. Træerne blev fældet af canadiere der skulle bruge det til huse - med det resultat at jorden nu er gold og ingen træer vokser her mere.
Nå men vi gik og vi gik og efter hvad jeg syntes var en evighed kom vi forbi en bunke med nogle afbrændte glasflasker, og jeg gik hen for at undersøge det. Lidt senere fik jeg så spurgt Jean om hvad det var. Han vendte sig ikke engang om da han svarede med sagde bare "hospitals affald". Så midt ude i naturen blandt planter, køer og geder var der en losseplads for hospitals affald. Yderst foruroligende.
Nå men efter vi havde gået i endnu en evighed kom vi forbi nogle børn der legede, og jeg tog nogle billeder af dem og det syntes de var rigtig sjovt. På det tidspunkt gik jeg sammen med mine forældre, Jean og en franskmand fra Total. Vi havde en flaske vand i overskud og de andre havde et æble og en halv sandwich som vi gav til børnene. De var generte, men man kunne tydeligt se at de var taknemmelige.
Efter en lille kilometer på den vej, drejede vi ned af en anden vej som heldigvis var asfalteret, her blev tempoet sat op fordi nu var vi ved at være færdige. Da vi havde gået omkring 3km kunne vi se busserne holde længere fremme restaurarent og det betød at vi var færdige.
Da vi ankom til busserne blev vi fordelt rundt og kørt til et andet Total område nede ved vandet. Her var der også lukket og kun adgang for betalende gæster. Der var 4 tennisbaner, en beachvolley bane og en stor restaurarent. Der var dækket op til alle os der kom fra vandreturen, og mine forældre og jeg satte os ved et af borderne sammen med Jean og en anden medarbejder fra Chevron Jean Michel.
Et par minutter efter vi havde sat os kom en mand hen og sagde noget til Jean Michel, og vi blev bedt om at rejse os og gå hen til et andet bord. Det var et bord der stod reserveret på, og her sad den næst-øverste chef for Total, og han havde inviteret os til at spise med ham og hans kone. Det var noget af et komplement, og også et bevis på hvor god og succesfuld min mor er til sit arbejde.
Der skulle også deles nogle præmier ud, og min mor fik æren af at dele den ene af dem ud.
Resten af dagen er lidt slørret for mig fordi efter 15kms gang i sand var jeg mere end træt, og jeg havde en mindre sandkasse i mine sko. Man bliver ikke ligefrem ren af at gå en tur i Congo.
Da vi kom hjem til huset tog jeg mig et dejligt karbad og så lagde jeg mig ind i min seng og faldt i søvn. Resten af aftenen brugte vi på at hygge sammen som familie.
Om søndagen gik vi ned i byen for at spise brunch på en libanisisk restaurarent hvor jeg fik en lækker omelet.
Da vi kom tilbage til huset hoppede mine forældre i poolen og jeg lå og læste i nogle timer, og til aftensmad igår spiste vi mørbrad med blødeløg, kartoffelmos og brunsovs! Noget der er meget savnet hernede!
Idag har jeg haft besøg af min fransklærer og lavet fransk hele formiddagen, til frokost kom min mor hjem og vi fik lækker salat med kylling. Klokken 15:15 kom Jean og hentede mig og min far så vi kunne tage ud og købe nogle tennisbolde. Jean kørte et smut forbi et marked der sælger træfigurer, og det var virkelig et smukt syn. Der kommer jeg nok til at købe nogle stykker en af de næste dage.
I morgen bliver en spændende dag, fordi mig og min far er inviteret til besøg på den franske ambassade hernede - til the. Så det skal nok blive sjovt og spændende.
De næste 14 dage kommer til at handle om fransk og om at jeg virkelig skal have lært sproget, og ærligtalt er jeg spændt fordi jeg er allerede nået langt.
Glæder mig til flere spændende oplevelser hernede.
P.s. jeg kan ikke rigtig oploade nogle billeder til den her blog da forbindelsen er rigtig dårlig. Håber jeg kan få lagt nogle billeder ud på facebook i den nærmeste fremtid.

No comments:

Post a Comment