Hospitalet

Ja, de sidste uger har været noget værre rod. Jeg har som sagt gået rundt med en masse problemer med min mave, og min mor har også haft en masse problemer. Så, torsdag den 20., havde jeg det rigtig rigtig skidt. Min mor havde feber og havde ventet på Total klinikken på at få svar på sin blodprøve. Hun ringede til mig og sagde at jeg skulle få Jean til at køre mig på klinikken også - det kunne jo være jeg havde malaria. Jeg blev modtaget af en meget sød franskmand, Olivier, som kunne tale nok engelsk til at vi kunne forstå hinanden, han tog mig med for at få taget en blodprøve. Jeg har aldrig haft problemer med nåle eller noget, overlevede de 12 vaccinationer jeg skulle have for at komme herned, så ingen problemer der. Men lige så snart han satte nålen ind og begyndte at tappe blod kunne jeg mærke at alt mit blod fra hovedet forsvandt og jeg besvimede. Da jeg vågnede, var stolen blevet lagt ned og jeg lå med benene oppe. Jeg begyndte at forklare at jeg ikke var bange for nåle og det ikke var det, men Olivier fortalte at det var fordi mit blodsukker var så lavt at det var et spørgsmål om tid før jeg faldt om, og stressen fra sygdommen havde ikke hjulpet spor. Jeg fik en smule vand og en sukkerknald, og efter omkring 10 minutter følte jeg mig okay nok til at sidde op, men lige så snart jeg kom op og sidde besvimede jeg igen.
Fordi der nu var gået omkring 30 minutter - og det normalt tager 3 minutter at tappe blod - hentede han min mor og forklarede hende hvorfor. Min mor, var helt vildt syg, men hun havde smerter i kroppen og feber, hvor jeg var svimmel, ondt i maven og kvalme.
Lægerne fik så svar fra vores blodprøver og der var ikke nogen spor på malaria, heldigvis tænkte jeg. Vi fik derfor en tid hos en læge klokken 15:15. Jeg begyndte så at ærgre mig over at jeg ikke havde malaria, fordi det havde gjort det hele en del lettere, da behandlingen er 4 piller i nogle dage og så er man rask.
Nå, men jeg tog hjem og sov i nogle timer, prøvede at få noget mad ned, men var på ingen måde sulten. Da klokken blev 15, kom Jean. Og jeg havde de vildeste smerter i maven, ingen kræfter overhovedet, svimmel og kvalme som bare pokker. Da vi kom ind til lægen kæmpede jeg mig op på sengen og han trykkede på min mave - AV siger jeg bare. Jeg havde ingen feber, og mit blodtryk var helt perfekt, men da han så bad mig om at træde op på vægten, men alt tøj på og sko, fik jeg er chok. Jeg havde tabt mig 7kg på 2 uger. Og jeg kan ikke tabe mig, lige meget hvad jeg gør har jeg vejet det samme i 2 år, selvom min krop har ændret sig.
Så da jeg sagde det, blev han meget bekymret og sagde at jeg skulle indlægges. Igen første indskydelse var glæde for et problem jeg havde haft i så lang tid endelig kunne løses. Jeg kom ind på et værelse som lignede et hvilket som helts dansk hospitals værelse, dog uden tv. Jeg fik et sæt tøj som var lyserødt selvfølgelig og størrelse XXL. Og jeg lignede en gris.
Men mor tog hjem og hentede min computer og en masse film, og jeg fik sovet. Maden jeg fik serveret var klam, alt for krydret og hjalp ikke på min kvalme. Jeg fik drop og en helveds masse væske indenbords. Ham der lagde droppet hed Chanchel, og han var min sygeplejerske. Han ville rigtig gerne lære engelsk og da han så jeg havde film på min computer prøvede han at få mig til at give ham alle mine film.
Jeg kunne ikke overskue noget som helts, og han var bare ved og ved med at presse ting ud af mig.
Jeg skulle ligge på hospitalet i 5 dage, forfærdelige dage. Men jeg fik det i det mindste bedre, men Chanchel hjalp ikke spor. Han tog sin computer med for at jeg skulle give ham mine film, han blev ved med at sprøge til min adresse og mit navn så han kunne ansøge mig på facebook. Og jeg var så syg at jeg ikke kunne få ham til at fatte at jeg ikke gad, kunne eller ville.
Han var det de hernede kalder Francophan, sort congoleser. Og det var derfor han gjorde det han gjorde. Jeg snakkede efterfølgende med min fransk lærer, og han fortalte mig at Chanchel ikke så en patient i mig, men en han kunne bruge til at få et bedre liv. Og at det var normalt.
Det der gjorde at jeg klagede til lægerne var at Chanchel tog en af sine venner med ind for at se mig... Så mens jeg ligger syg som bare fanden, helt alene på et hospital hvor jeg ikke kan snakke med nogen som helst, vælger han at bruge mig som en udstilling. Men jeg havde ikke engang kræfter til at bede ham om at skride.
Problemet ved at ligge helt alene på et hospital var at jeg brugte det meste af dagene på at sove og på at se film, det resulterede i at jeg havde svære ved at sove, og når man så bliver vækket klokken 5:30 for at få sin medicin, så bliver ens søvn rytme helt ødelagt.
Lørdagen var slem. Jeg kedede mig rigtig meget, og tiden gik så langsomt at jeg troede den stod stille. Mine øjne var trætte af at se film og jeg gad ikke ligge ned og sove mere, men havde ikke engang kræfter til at sidde op.
Jeg lå og så film, og den sluttede først klokken 1 om natten. Af årsager jeg ikke kender kom Chanchel ind til mig klokken 1. Han skulle ikke tjekke min tilstand eller give mig mere medicin, men han skulle bare ind og se til mig. Det var dråben, følte mig rigtig chikaneret og der blev trådt over nogle grænser som burde være utrolig klare.
Dagen efter fortalte jeg lægen om det, og han blev meget vred, og sagde at det var med god ret at jeg sagde det - det var nemlig ikke en professionel opførsel.
Da jeg endelig blev udskrevet om mandagen var jeg lykkelig, jeg fik noget medicin med og kom hjem og sov.
De følgende par dage tog hårdt på mig, fordi jeg havde ikke de kræfter jeg troede. En køretur ville gøre mig dårlig, et bad tog alle kræfterne fra mig og jeg sov hele tiden.
Men endelig kom der fremskridt! Jeg har det meget bedre nu, har ikke ondt i maven, har ikke problemer og er stoppet med at tage pillerne.
Jeg skal til lægen til en undersøgelse den 3. så håber på gode nyheder.
Lykkelig som jeg nu var tog jeg til min veninde Marie-Lous fødselsdag i fredags og havde det helt fantastisk! Jeg valgte kun at drikke en smule, fordi min mave ikke var helt oven på endnu.
Da min mor kom hjem fra arbejdet om fredagen fortalte hun mig at jeg skulle have en person med derud - Jean. Det gjorde mig rigtig irriteret fordi jeg ikke gad have ham med til festen. Men det viste sig at han ikke skulle med ind, han ville køre mig til festen for at sidde og vente på mig til jeg skulle hjem igen. Det var selvfølgeligt dejligt at have en chauffør, fordi det er ikke sikkert for mig at tage taxi hernede alene. Men det var rigtig ubehageligt at vide at han sad ude i bilen og ventede på mig.
Natten gik og han kørte mig hjem og det hele var fantastisk!
Jeg havde helt glemt alt om Chanchel indtil min mor kom hjem i dag fra arbejde og sagde at hun havde haft besøg. Chanchel havde opsøgt hende på hendes arbejde, helt desperat og ude af den. Han var blevet fyret fra Total. Jeg fik et sug i maven, både af frygt og skyld. Jeg ved ikke hvordan han vil reagere, vil han opsøge mig osv. Han kender til min mors arbejde, så bliver det ikke svært at finde ud af hvor vi bor. Jeg følte skyld fordi jeg føler det var min skyld at han blev fyret, men nu hvor jeg har haft et par timer til at tænke over det, kan jeg godt se at det var ham selv der var skyld i det. Han skulle have opført sig professionelt og behandlet mig som en patient, lige meget om jeg var sort, hvid, blå eller orange, lige meget hvordan jeg så ud og hvilke forældre jeg har, men det gjorde han ikke.
Så i dag klokken 15, skal vi ud og snakke med overlægen og måske høre om det er muligt at hjælpe Chanchel lidt. En fyring er en hård straf hernede, men vi kender ikke alle omstændighederne og derfor vil vi lige være sikre.
Men jeg vil prøve at holde jer en smule mere opdateret de følgende par dage.
Og forresten velkommen til min tid Danmark, nu er klokken det samme hos mig og hos jer!