Ugerne der gik.

Nå, men at sige, at det var lang tid siden min sidste opdatering er vel en underdrivelse. Tiden har bare ikke lige været der til at opdatere.
Men det hele startede i torsdags for 8 dage siden. Vi var blevet inviteret til en Lady Dinner af en forening der kalder sig PINC, det er en forening der hjælper expads konerne og mændene med at få noget at lave hernede. Der er alt, lige fra madlavning, læseklubber, zumba og andre sjove aktiviteter. Men vi havde i hvert fald fået en invitation til en middag kun for kvinder (min far undtaget), og alle skulle kunne tale engelsk. Det var at give de engelsktalende mennesker der er hernede, uden at kunne fransk, en mulighed for at komme ud og socialisere sig.
Og det var i hvert fald også en meget hyggelig aften! Vi spiste på en marokkansk restaurant, og maden var lige så fantastisk som selskabet. Jeg fik en masse telefonnumre som jeg har ringet rundt til, og folk har kontaktet mig fordi de gerne vil have hjælp med at lære engelsk.
Jeg kom i kontakt med to damer, den ene en fransk dame som bor hernede med sin mand og to børn. Og den anden en congolesisk dame der gerne vil tale engelsk.
Franskdamen, Elvire mødte jeg så om lørdagen på La Pyramid, som faktisk fungerer som en kæmpe børnehave om eftermiddagen. Hendes to drenge underviser jeg nu to gange om ugen i engelsk. Meget meget søde unger. Den ældste på 7 Ulysse, taler flot engelsk - taget i betragtning at han også taler flydende græsk og næsten flydende italiensk. Han er også en dreng der elsker fodbold, og da jeg jo havde taget alle mine 8 bolde med herned, så jeg ingen skade i at give ham en af de mindre. Den yngste, Lup på 4, er den sødeste dreng jeg har mødt!
Samme lørdag, mens vi sad og snakkede kom en hollandsk dame hen til mig og spurgte om jeg var Maria. Jeg svarede selvfølgeligt, meget overrakset, ja! Hun fortalte at hun havde været i kontakt med nogle damer fra PINC som gerne ville hjælpe mig med at finde nogle unge mennesker hernede, som i hvert fald taler nok engelsk til at jeg ville kunne følge med. Hun gav mig straks sit nummer og sagde at hun havde 3 hollandske unge udstationerede hernede som arbejde for hende, for Heineken - jeg vender tilbage.
Før jeg mødte Elvire på La Pyramid, havde mine forældre og jeg, været ude og shoppe en del. Jeg havde fået købt mig nogle flotte træ masker, og mine forældre havde købt nogle virkelig virkelig flotte malerier. Da vi kom hjem så Teddy ikke ud til at have det særlig godt, så vi sendte ham hjem med noget brød, vand og nogle smertestillende.
Tiden går rigtig hurtigt hernede lige for tiden, og jeg flyver afsted med franskundervisningen. Jeg har stadigt timer hver morgen og bruger resten af formiddagen på endnu mere fransk. Mandag var lige sådan, startede med fransk, så mere fransk, så frokost, og klokken 14 kom Elvire og hentede mig så jeg kunne undervise hendes drenge.
Det gik rigtig godt. Vi havde sat en time af til hver af dem, men drenge i den alder - der ved at jeg elsker at spille fodbold OG har en fodbold med - kan ikke fokusere. Så det blev til 40 minutter med Ulysse, og 10 minutter med Lup. Og så en masse fodbold efter.
Da jeg kom hjem skulle jeg hjælpe til med aftensmaden og efter det - endnu mere fransk.
Tirsdag, det samme: meget fransk, dog skulle jeg ikke undervise drengene den dag. Efter min far havde haft sin undervisning blev han dårlig. Han havde fået det de kalder "Welcome to Africa", noget som alle gennemgår når de kommer herned. Mildest talt, vil jeg sige at jeg ikke misundte ham. Aftenen gik med endnu mere fransk.
Onsdag skulle jeg så ud med Jean og Teddy for at købe nogle småting, og allerede her kunne jeg virkelig mærke forskel på den måde jeg snakkede til dem på. Ordene dannede sætninger, og et ord og en håndbevægelse var ikke en forklaring mere, nu kunne jeg beskrive og fortælle ting - og det gav mig et større skub for at lære mere fransk. Det går hurtigt når man ikke har en udvej andet end at lære fransk.
Tordag stod på at få min far til at blive rask. Og det blev han da også - nogenlunde. Så selvfølgelig en masse mere fransk og madlavning med Teddy.
Det er en meget underlig måde folk lever hernede på. Troede ikke jeg ville møde en kultur der var bygget op på, hvis man giver ham en hånd tager han hele armen. Det er sjældent at ordene tak bliver sagt hernede, fordi her er det en selvfølge at hvis man har penge, har man pligt til at hjælpe dem der ikke har.
Og klart! Det er helt sikkert også min overbevisning, at man skal hjælpe dem der er i nød, men hernede vælger folk at leve i nød.
Vi har penge, ja, men der er sørme også blevet arbejdet mere end hårdt for at tjene dem. Begge mine forældre har altid arbejdet fra tidlig morgen til aften, og jeg har selv skulle hjælpe til med at vaske mit eget tøj og lave mad - og det har jeg det fint med. Men hernede, her laver man ikke noget, og forventer at nogle er barmhjertige nok til at give en mad nok til en dag.
Du arbejder så du har penge til at leve for en uge, så holder du fri hele næste uge - fordi du har jo penge til en uge. Ugen efter har du så intet, hverken mad eller job og så er du på skideren i måske to dage, og sådan fungere det hernede.
Vi har haft store konflikter med de folk der arbejder på vores grund. Vi havde inviteret vores driver Jean ind til en kop kaffe, mens min mor gjorde sig klar. Og efter Teddys overbevisning var det ikke i orden. Han var en medarbejder og ikke en ven, og han skulle behandles sådan.
Det Teddy bare ikke har forstået, er at hjemme behandlede man sine medarbejder som venner, fordi det gjorde at de gad at give dét ekstra når man bad dem om det.
Vores gartnere er en helt anden sag. Vi har to, Gladys og Christian. Gladys står for grønsagerne og Christian for alt andet. Gladys arbejder ikke medmindre vi sikre os at hun gør, hun er doven, ynkelig og elsker at sove på arbejdet.
Christian er en mand der vil bevise hvor god han er, han er en mand som hvis man giver ham en opgave og han har løst den, spørger han straks efter mere - hvor andre congolesere ville lægge sig til at sove, fordi nu har de gjort hvad du bad dem om. Vi havde bedt Gladys i flere måneder nu, om at få gravet nogle dårlige aubergine planter op og smidt dem ud - hun gjorde det ikke. Da vi så spurgte Christian - blev det gjort samme dag. Han vælger så at spørge min mor om han må give planterne til vagterne fordi de gerne ville have dem, og min mor siger ja - fordi, tja det er dårlige aubergine planter, så det er jo lige meget.
Det var dog ikke godt. Dette resulterede i, at næsten begge gartnere blev fyrede og vi fik en advarsel. Gladys havde ringet til supervisoren og klaget over Christian. Hun havde kaldt ham en tyv, fordi åbenbart var halvdelen af aubergine planterne hendes - i følge hende selv.
Christian var ude af sig selv, fordi han var bange for at blive fyret, og Gladys var en dum ko, så hun havde ikke overvejet risikoen om at vi ville vælge Christian over hende. Men det kom dertil hvor vi snakkede med direktøren for firmaet og fortalte ham sagen, og sagde at vi ville have Christian frem for Gladys. Sådan sker ting dog bare ikke hernede. Gladys og Christian arbejder stadigt sammen i vores have, og Gladys har tager sig sammen - ja, men hun er stadigt en dum ko, som ikke kan finde ud af at arbejde.
Nå men tilbage til Heineken damen. Hun ringede til mig torsdag og gav mig nummeret på den ene af hendes medarbejdere Sara, som jeg skal ringe til på mandag. Hun inviterede os også til en øl fest på fredag - som jeg glæder mig rigtig meget til. Og er rigtig spændt på at møde de andre unge, for jeg er ved at være godt trætte af franskmænd, der tror de er for gode til at snakke med en. En fuldstændig horrible opførsel som jeg ikke troede var rigtig før jeg mærkede den selv. Jeg kunne ikke tale flydende fransk, og jeg var ikke venner med nogle af deres venner så jeg kunne ikke blive venner med dem... Så det gider jeg ikke.
I dag har det været min mors fødselsdag, og vi vækkede hende på dansk manér, men sang og morgenmad og en masse flag og lys.
Om formiddagen kørte Jean, Teddy, Far og mig ud og handlede ind til i morgen fordi vi skal have huset fuldt at gæster. Og vi kørte forbi det lille markedet hvor vi købte 5 små keramik masker - utrolig utrolig smukke masker! Her købte vi så en meget stor en til min mor og vi købte en giraf i træ - også meget smuk! Og hun blev rigtig rigtig glad for det.
Det var en lidt anderledes måde at fejre hende på, fordi vi ikke rigtig havde haft mulighed for at køre ud og købe hende et eller andet lækkert - som man kunne i Danmark.
Hernede er der ikke lige noget lækkert, derfor det er smart at købe de lokales håndværk.
Men aftenen gik på at dække bord til i morgen og forberede noget af maden. Fordi i morgen kommer hele min mors finans team på besøg med deres ægtefæller. Vi holder en lille grill fest, og hele min mors team glæder sig SÅ meget, at de ikke har talt om andet hele ugen. Åbenbart er det ikke normal at man holder sig så gode venner med sine medarbejdere, eller at man invitere dem alle med hjem og spiser. Så i morgen klokken 14, bliver vi 18 mennesker der skal hygge os rigtig meget.
Dog i morgen klokken 9, kommer Jean og henter os. Han skal køre os ud til et sted hvor der bor en masse gadebørn. De børn har arrangeret en masse aktiviteter, og vi skal se dem optræde, se hvordan faciliteterne er og bare lære dem af kende. Det er en event de har lavet for at få en masse mennesker ud for at hjælpe - og jeg syntes det er genialt. Jeg glæder mig utrolig utrolig meget! Og jeg tager to af mine bolde med som de kan få - og er villig til at gå ud og købe 1000 bolde, hvis det kan hjælpe dem en smule!
Glæder mig til at fortælle alt om i morgen og weekenden. Og er meget spændt på hvad næste uge bringer.
Au revoir ;)