Ugen der gik.

Ja der er så gået lidt tid siden mit sidste indlæg, men ugen er også gået meget hurtigere end normalt.

Mig og min far har haft fransk undervisning hver morgen, undtagen onsdag, så morgen går rimelig hurtigt, klokken 12 kommer min mor så hjem til frokost, og hun tager afsted igen klokken 14. Om eftermiddagen har mig og far så gået ture med naboens hund og det har virkelig været en sjov oplevelse. Naboen har en meget flot Doberman, og hernede er folk ikke glad for hunde, og overhovedet ikke glad for store hunde. Folk har undgået at gå foran os, og de krydser vejen hvis de ser os komme gående med den hund. Han er virkelig en herlig hund, overhovedet ikke farlig eller truende, men det ved folk hernede ikke. Jeg er rigtig glad for at vi må låne ham, især fordi at nu har jeg en mulighed for at komme ud og løbe alene, og behøver ikke at skulle have nogen med mig, andet end hunden.

Om aftenen har mig og min mor hygget os rigtig meget. Min far havde i Danmark købt 4 sæsoner af Gray's Anatomy, og hver aften har mig og min mor set en masse afsnit - til min fars irritation.

Lørdag havde vi så inviteret gæster på besøg, naboen - som er min mors kollega, hans kone og deres lille 6 måneder gamle søn. Så havde vi også inviteret en anden af min mors kollega, Willie og hans stedsøn, Filippe. Stedsønnen er 23 år, så han havde lovet at tage mig med ud og møde nogle unge på min alder. Gæsterne ankom omkring klokken 17 og menuen stod på forlorenhare med hasselback kartofler og brun sovs, en rigtig god dansk middag, og der blev også spist meget! 

Til dessert havd Teddy lavet en meget lækker chokolade mousse, virkelig noget af det bedste jeg har smagt, og fordi han vidste at jeg godt kan lide det, havde han lavet en smagsprøve til os om fredagen, og der var endda to til overs fra lørdagen, så vi kunne få endnu en om søndagen. 

Nå men efter maden sad vi og hyggede, min mors kollega Willie, som oprindeligt er fra Belgien, fortalte en masse historier omkring hvordan han var endt op her i Congo. Han fortalte hvordan han måtte flygte fra krigen i DRC (Demokratiske Republik Congo - den dumme congo), og hvordan han efterfølgende har besøgt hovedstaden Kinshasa og set alle de ødelæggelser krigen havde bragt. Han sagde at det var det væreste syn han havde set. Mange af historierene var meget spændende men også utrolig skræmmende. Børnesoldater, massemord, voldtægter. Ting som menneskerne hernede har gennemgået, og som de skal leve med resten af deres liv.

Nå men efter middagen tog jeg med Flippe med i byen. Det var nok den mest surrealistiske oplevelse jeg længe har haft. Vi ankom til noget der hedder Buddha Bar, og udenfor holdt der rigtig lækre biler. Da vi kom indenfor var det som at være på et hvilken som helst diskotek i Danmark. Her var cirka lige mange hvide som sorte, men det her var stedet hvor expad's og deres koner opholdt sig. Kvinderne var klædt i korte kjoler og ekstremt høje stiletter. Jeg vil nok gætte på at gennemsnitsalderen ligger på omkring de 30 derinde. Nå men her fik vi et par øl, og så ville han vise mig to andre steder hvor de unge gik i byen. Han sagde at nummer to sted var sådan lidt underligt og det tredje og sidste sted var der han bedste kunne lide at være. Da vi kom udenfor fra Buddha Bar, var det lige som at blive sparket i maven, fordi det igen gik op for mig hvor jeg egentligt var. Der lugtede af gas, som er meget normalt hernede, og der var skrald alle steder. Vi tog en taxa, som om aftenen koster 1000 congolesiske frank, som er omkring 8kr. Vi ankom så til sted nummer to, her var det et sted kun for congolesere, så der var kun sorte. Filippe er fra Brasilien, så han er mere latino og jeg er jo klart hvid, så det var en meget underlig oplevelse at gå ind et sted hvor der KUN var sorte, og jeg fik da også hele diskotekets opmærksomhed - det brød jeg mig ikke om, så vi tog videre til nummer tre sted. Her var det en mellem ting mellem det første og det andet, men der var stadigt flere sorte end hvide. Jeg tror, at mig og 7 andre var de eneste hvide på et helt diskotek. Mig og Filippe gik ud og dansede og det var tydeligt at de 6 andre hvide, ikke var så hvide som jeg troede. Jeg er blevet advaret meget imod libaneserene hernede. Det er unge flotte fyre med mange penge, det kan sammenlignes med filmen "Taken", fyre der prøver på at få piger ud i prostitution og andre forfærdeligt ting, og de 6 fyre, prøvede uden tvivl på at få mig alene, væk fra Filippe. Det var tydeligt at de arbejdede i grupper, de to flotteste prøvede at lokke pigen hen til dem, og de andre fyre var så dem der prøvede at opholde de fyre som var sammen med pigerne. Filippe blev også spurgt om mig og ham kun var venner eller om vi var kærester, og da han sagde venner var det tydeligt at se at de nu var på en mission. Den ene prøvede at danse mig væk fra Filippe, men da jeg blev ved med at prøve at komme væk fra dem, gad de til sidst ikke mere. Man kunne tydeligt se at de så straks gik videre til en anden pige og prøvede igen. Jeg sagde til Filippe, at jeg havde lyst til at gå, og vi tog en taxa hjem.

Jeg er ikke bange for at tage i byen hernede, bare jeg er sikker på hvem jeg kan stole på. Søndag blev brugt på at hygge en masse. Og i dag har vejret været utroligt godt. Solen har været fremme hele dagen, og jeg har set den blå himmel for første gang i tre uger. Så i dag har jeg ligger i solen og her om lidt kommer min mor hjem fra arbejde, og så skal vi have dejlig rugbrød til aftensmad - noget jeg ikke ligefrem ville være begejstret for hvis det var hjemme.

Mandag

Så blev det mandag igen, og dagen er gået hurtigere end jeg havde regnet med. Weekenden blev brugt på at pakke de sidste ting ud, samle og placere træningsudestyr. Nu ligner det her et rigtig hjem. Der magler bare nogle billeder i billedrammerne, og nogle malerier på væggene så er vi klar.
Vejret har været noget sørgeligt, selvom der stadigt er 28 grader om dagen og 25 om natten, er der fugtigt som bare pokker, og overskyet. Vi spiser som regel frokost udenfor, og selvom der er 28 grader, sidder jeg i langærmet og lange bukser. Det er ikke fordi man sveder hernede, kun hvis man laver noget fysisk aktivt.

I dag havde jeg så en lidt mere, underlig oplevelse. Jeg har vidst at mænd var opmærksomme på mig hernede, og min mor havde da også fortalt mig at en af vagterne Jannik, havde spurgt hende om hun syntes at 29 var for gammel til ikke at have få kone og om jeg måske kunne være interesseret. Min mor var høflig og afviste ham let, men han har åbenbart ikke forstået det som en afvisning. I lørdags var jeg ude i haven og tage nogle billeder, og Jannik var på vagt, han spurgte - som sædvanligt - om jeg havde det godt, og jeg svarede ja. Og han bliver ved med at kalde sig min ven. I dag, havde han så fået fri fra arbejde, og skulle skifte med de andre to vagter der kommer om aftenen. Og lige pludselig hører vi en der banker på vores glasdør, og der står Jannik. Min far åbner og Jannik spørger efter "Mari", jeg kommer hen til døren og så giver han mig en tung gave, indpakket i rødt papir, med ordene "Because you are my friend". Hernede betyder amis ven, men det kan også betyde kæreste, veninde, bedste ven osv. Jeg bliver lidt forlegen, men siger tak og lukker døren og går ind. Her pakker jeg så gaven op og der er en Websters ordbog i. En der ville være dyr i Danmark, og så derfor må være ekstremt dyr hernede. Helt ærligt ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere, om jeg skal være smigret eller hvad. Jeg føler faktisk, at det er en anelse for påtrængende, men det må jeg blive van til.
Jeg har bagt et rugbrød mere i dag, da de andre to lørdags ikke blev helt som jeg havde regnet med. Gæren er ikke helt den samme hernede som jeg er van til. Det står ude på komfuret og køler lidt ned, og så skal vi have noget aftensmad om lidt. Hernede er vi jo en time bagud, ikke noget der har været svært at vænne sig til,   det der er svært at vænne sig til er at når klokken er 18:30 så er der sort udenfor. Dagene er ikke særlig lange, men nætterne syntes uendelige.

Fredag

Så nu har vi vist fået pakket, i hvert fald 90 af de flyttekasser der er kommet, ud. Dejligt med lidt hjemlig følelse. I dag har vi ikke lavet så meget andet end at rydde ud. Jeg har stadigt lidt problemer med min mave,  alt det med at skulle vænne sig til en helt ny livsstil, nyt sted, ny luft og nyt mad har vist givet mig lidt problemer. Jeg har også haft svært ved at sove, og utrolig nok er det ikke lige frem shorts man skal iføre sig hernede. På grund af fugtigheden udenfor skal aircondition stå på omkring de 22 grader for at sikre at der ikke kommer fugt indenfor.
I morges havde Teddy allerede forberedt min morgenmad før jeg stod op, og det er virkelig lækkert med en masse frisk frugt om morgen. Til frokost havde han grillet noget fisk og så fik vi hvidkål til.
Han er virkelig en sød mand, Teddy, og han vil så gerne snakke med mig, men jeg forstår ikke altid alt hvad han siger. Han taler meget meget lidt engelsk, og derfor bliver jeg virkelig udfordret hver eneste dag med at prøve at forstår ham når han taler fransk til mig.
I dag fik jeg også lidt af en opvågning fordi jeg opdagede hvor lidt uddannede og verdenskendte folk var hernede. Jeg havde en Micky Mouse bamse, jeg havde fået da jeg var i USA i 2000. Han grinede lidt da han så den, men ellers blev han ved med at sige at jeg havde en baby liggende i min seng. Så spurgte han mig hvad den hed, og der kiggede jeg lidt underligt på ham og sagde - med en selvfølge i stemmen - Mickey. Og han kiggede bare på mig og smilede - han har aldrig hørt om Disney, Mickey Mouse eller Donald Duck i sit liv. Noget der var en del af min hverdag siden jeg var barn er noget Teddy, og så også folk hernede aldrig har hørt om før.
Nå men jeg fandt også ud af, at den mad vi spiser til hverdag, ikke er så normalt hernede. Nu mener jeg ikke ting som frikadeller og rugbrød, for nej det spiser de ikke hernede, men mere måden vi spiser det på.  Det med at vi spiser en form for kulhydrater, som pasta, kartofler eller ris med en eller anden form for protein til er så fremmedartet hernede, at det bliver kaldet luksuriøst.
De fleste mennesker hernede er vegetare, de har ikke råd til kød, derfor spiser man grønsager og en rod hernede som bliver kaldt maniok. Den rod er menneskernes måde at få protein på.
I aften skal vi så også bage noget rugbrød, fordi hernede lever man af baguettes og andet hvidt brød, og det kan jeg ikke leve af.
I morgen skal vi så rigtig tidligt op, vi skal på et kødmarked klokken 7, hvor vi skal købe rigtig meget ind til fryseren. Klokken 9 kommer kørelæren her så, og så skal min mor ud og have en køretime, der tager mig og min far med for at se hvordan det forventes af en at man køre hernede. Min far er blevet skrevet op til køretimer hernede og jeg skal også have nogen, men problemet er at jeg ikke må køre i firmaets bil. Så hvis jeg skal ud og køre bil, så skal det være i en vi køber.
En lille kommentar min mor havde fået af sin kørelærer var at hun ikke dyttede nok. Hernede dytter man HELE tiden, for at sikre at folk ved at der kommer biler, fordi man vil have folks opmærksomhed og fordi man kan.
Jeg glæder mig dog ikke til i morgen eftermiddag. Min mor siger at der hver lørdag er bryllupper hele dagen, og alle sammen skal køres med politieskorte hen til et sted, to huse fra vores, hvor der bliver taget bryllupsbilleder.
I dag var der et bryllup, og så meget larm der blev lavet der, puha, glæder mig i hvert fald ikke til i morgen.

Arbejdsform

Der kommer lige en lille opdatering.
Nu er alle kasserne kommet. Og der er virkelig gang i huset! Dét er bare en sjov måde afrikanerne arbejder på. De kalder det "The African Way",  don't try to understand it.

I vores hus har vi en masse spots i loftet, og 2 af dem er gået, vores hushjælper Teddy har så ringet og arrangeret med at nogle skal komme og skifte pærerne i dem. For 10 minutter siden ankom 3 mænd i orange uniformer for at skifte pærerne på 2 spots - 3 mænd! En til at holde stigen, en til at holde pærerne og en til at ... ja ved sgu ikke hvad den sidste laver. Nu bliver joken faktisk en realitet, man skulle tro at der kom 100 mere for at dreje huset! Udenfor skulle hegnet skiftes rundt om poolen,  der sidder 5 mand derude, én arbejder og 4 kigger på.
The African Way, jeg kan ikke forstå den.

Onsdag

Så nu er der gået nogle dage hernede i Congo, og jeg må da indrømme at jeg får slappet rigeligt af. I morges fik jeg serveret yogurt med med frist passionsfrugt og melon, og til frokost havde Teddy lavet indonesisk, og hold nu helt op det var stærkt. Min mor - efter som hun har været her i noget tid, har vænnet sig til at spise stærk mad, men for mig var det sgu en anelse for strækt, selv om det smagte fantastisk!
I mandags mødte vi vores naboer for første gang, et rigtig sødt par der også er udstationeret, han er fra Holland hun er fra Nigeria. Sammen har de, og jeg overdriver ikke, verdens lækreste baby. Han er 6 måneder og hedder Stefan. De to hjalp os rigtig meget her igår da vores generator løb tør for olie. Det betød at strømmen gik, og eftersom vores ting ikke var kommet endnu havde vi ingen stearin lys og måtte derfor låne nogle af naboen. Da vores og deres hus engang var et, blev der bare smidt et kabel over muren og vi havde strøm til generatoren fik olie - rigtig sødt af dem!
I dag fik jeg så endelig mulighed for at brænde lidt krudt af, da naboen tilbød mig at komme forbi i deres lille trænings rum, det var jeg meget glad for! Selvom at det var max 25  meter jeg skulle gå udenfor vores mur, blev der alligevel arrangeret at en af vagterne fulgte mig til naboens port, og da jeg var færdig med at træne, fulgte naboens vagt mig tilbage til huset. Og på de 25 meter, v<r der 4 biler der dyttede og 2 mænd der prøvede at sælge noget til mig. Det er en underlig levestil jeg har skrevet mig op til hernede. Man er aldrig alene. I dag havde vi, som altid, Teddy her fra klokken 6:30, og han laver morgenmad, gør hus rent, laver frokost, vasker tøj og gør klar til aftensmad. Så havde vi også vores to gartner på i dag, og der var 3 mænd ude i haven for at ordne hegnet rundt om poolen, så var der to mænd der arbejdede på mit badeværelse, fordi der var noget galt med badekarret, og til sidst var der en vagt som altid er der.
Alle disse mennesker er her ikke normalt, men det er en smule grænseoverskridende, fordi lige meget hvad - så stirrer de. Også selvom man tager dem i, at stirre på én, og man smiler til dem, så stirrer de bare endnu mere.
Jeg er også nu ved at blive van til at man ikke smider noget mad ud! Alt gemmes, og enten spises senere ellers bliver det sat på en tallerken og så går man ned til vagterne med det, og de smiler taknemmeligt. Der er flere forskellige vagter der skiftes til at stå ved vores hus, og selvom det kan virke lidt useriøst så er det det stik modsatte! De bliver ringet op hver 15 minut, og hver time kommer der en overordnet forbi og så skal de aflægge rapport. De virker rigtig søde og venlige - præcis lige som de fleste mennesker hernede og det får mig også til at føle mig rigtig tryg. Dog er det mest Teddy jeg har respekt for, han sørger for at håndværkerne laver noget,og selvom han render og vasker gulv, ved han 100% hvad de forskellige mennesker render rundt og laver - han er en mand der sætter sig i respekt.
Det var lige en lille opdatering, der sker ikke helt det store hernede for tiden. Fransk læren kommer i morgen til at give mig undervisning klokken 8:30, og så kommer vores shipment omkring klokken 14. Glæder mig til at få alting på plads og ordnet !

Første dag.

Så er min første dag i Congo overstået.
Rigtigt så var det igår mig og min far landede. Det var hårdt at skulle sige farvel til sine kære, men det bliver også spændende hernede - glæder mig til en masse gode oplevelser.  Flyveturen herned var ikke til at klage over, første klasse hele vejen og vi fik serveret alt hvad vi ønskede når vi ville have det. Vi skulle skifte fly i Frankfurt, og her kom vi så ind i et privatejet fly der skulle lande i Libraville, Gabon først og sætte nogle af fylde brandstof på. Dér fik jeg den først opvågning. Vi fløj ind over landet og det første jeg så var røg. Flere steder blev skovene brændt af for at gøre plads til huse og marker. Jo længere ind i landet vi fløj jo flere røgskyer så jeg stige op fra skovene og sort og gråt dominerede mit syn. Endnu længere ind kom husene så. Små blikhuse overalt og vejene var fuldstændig som man forestiller sig, helt orange og støvede. Det var tydeligt at se at her var et land der havde brug for hjælp og jeg blev ved med at tænke på, at de ingen penge måtte have. Det underlige var så, at midt i mellem alle blikhusene og støvet var de igang med at bygge et kæmpe stadion. Helt nyt, hvidt og flot stadion, midt i alt støvet og alt fattigdommen, og her kunne jeg bare ikke tænke på andet end, hvorfor?
Da vi så landede i Libraville, og jeg stadigt ikke helt var kommet mig over chokket, får jeg så endnu et. Mig og min far skal blive siddende i flyet fordi vi skal videre til Point Noire, og da jeg fik kigget ud af vinduet ser jeg en kiste. En kiste der ligger for sig selv på en vogn og venter. Den er pakket ind i sort plastik, og inderst inde var jeg sikker på at jeg ville få ondt i maven, men det kom aldrig. Ja det var forfærdeligt at se, men jeg har bare forberedt mig på det. Mine forældre har hele tiden sagt at jeg ikke skal blive overrasket hvis jeg ser en død liggende i vejkanten, og her så jeg kun kisten.
Nå men første dag er gået. Hernede er fransk alting, derfor føler jeg mig en smule handikappet når jeg skal hilse på menneskerne. Igår mødte jeg så vores to vagter, og ham de kalder Mr. Airport. Menneskerne hernede er sødere end sød. Rigtig venlige og imødekommende! Huset hernede er smukt og lækkert. Her er rent og lyst og i haven er alle palmer og poolen lyst op af spots.
Indenfor vores mure er her smukt, rent og hyggeligt, men det er så også det. Udenfor er det tydeligt at se, at vores kvarter er det for de rige. Husene er helt fantastiske og haverne er endnu smukkere, men vejene udenfor murene er ikke. Der er asfalt der hvor bilerne kører, men der hvor man skal gå er der sand, jord og støv.
I dag gik vi så en tur rundt i det område der er sikkert for os at gå i. Det er et område på omkring 5 kvadrat kilometer. Vores kvarter er rent i forhold til resten. Overalt ligger der skrald, der er beskidt og husene er faldefærdige. På hjørnerne sidder der folk og maler og sælger billeder, og selvom man kan se at de ingen penge har, er de stadigt søde, smilende og virkelig imødekommende. Aldrig i mit liv har jeg følt så mange blikke på mig. Alle stirrede på mig, og jeg skilte mig da også utrolig meget ud. Jeg var en komplet modsætning til damerne hernede. Jeg havde mine All Stars på, nogle hullede shorts, en top og mit hår var nede. Hernede er der, især for kvinderne, vigtigt at vise hvor mange penge de har, og udseende betyder alt. Håret, hvis det ikke er flettet, så i en paryk, sidder perfekt, neglene og make-up'en er lagt til fest, og tøjet og smykkerne er prangende. Hernede bærer kvinderne, for det meste, lange kjoler i farverige mønstre, meget flotte, og selvom at man går i støv til anklerne så render de rundt i tårnhøje stiletter - fordi det symbolisere rigdom.
- I dag på en café så vi en dame der havde prøvet at bruge nogle kemikalier for at blive hvidere, dette havde resulteret i at hun havde fået nogle sorte pletter overalt i ansigtet og på armene, og hun kiggede ikke en eneste gang på mig. Mændene smiler til mig og hilser på mig, kvinderne stirrer.
På gåturen i dag ville jeg havde ønsket at jeg kunne tage en masse billeder, men billeder skal tages fra bilen siger de. Der var så mange rørende øjeblikke som jeg ville havde fanget, men det er for farligt, at tage billeder. I morgen er det nationaldagen hernede, og der skulle være en masse parader, så håber jeg kan få lov til at tage nogle billeder. Første dag i Congo er overstået og glæder mig til at se en masse mere i morgen.
Maria