Første dag.

Så er min første dag i Congo overstået.
Rigtigt så var det igår mig og min far landede. Det var hårdt at skulle sige farvel til sine kære, men det bliver også spændende hernede - glæder mig til en masse gode oplevelser.  Flyveturen herned var ikke til at klage over, første klasse hele vejen og vi fik serveret alt hvad vi ønskede når vi ville have det. Vi skulle skifte fly i Frankfurt, og her kom vi så ind i et privatejet fly der skulle lande i Libraville, Gabon først og sætte nogle af fylde brandstof på. Dér fik jeg den først opvågning. Vi fløj ind over landet og det første jeg så var røg. Flere steder blev skovene brændt af for at gøre plads til huse og marker. Jo længere ind i landet vi fløj jo flere røgskyer så jeg stige op fra skovene og sort og gråt dominerede mit syn. Endnu længere ind kom husene så. Små blikhuse overalt og vejene var fuldstændig som man forestiller sig, helt orange og støvede. Det var tydeligt at se at her var et land der havde brug for hjælp og jeg blev ved med at tænke på, at de ingen penge måtte have. Det underlige var så, at midt i mellem alle blikhusene og støvet var de igang med at bygge et kæmpe stadion. Helt nyt, hvidt og flot stadion, midt i alt støvet og alt fattigdommen, og her kunne jeg bare ikke tænke på andet end, hvorfor?
Da vi så landede i Libraville, og jeg stadigt ikke helt var kommet mig over chokket, får jeg så endnu et. Mig og min far skal blive siddende i flyet fordi vi skal videre til Point Noire, og da jeg fik kigget ud af vinduet ser jeg en kiste. En kiste der ligger for sig selv på en vogn og venter. Den er pakket ind i sort plastik, og inderst inde var jeg sikker på at jeg ville få ondt i maven, men det kom aldrig. Ja det var forfærdeligt at se, men jeg har bare forberedt mig på det. Mine forældre har hele tiden sagt at jeg ikke skal blive overrasket hvis jeg ser en død liggende i vejkanten, og her så jeg kun kisten.
Nå men første dag er gået. Hernede er fransk alting, derfor føler jeg mig en smule handikappet når jeg skal hilse på menneskerne. Igår mødte jeg så vores to vagter, og ham de kalder Mr. Airport. Menneskerne hernede er sødere end sød. Rigtig venlige og imødekommende! Huset hernede er smukt og lækkert. Her er rent og lyst og i haven er alle palmer og poolen lyst op af spots.
Indenfor vores mure er her smukt, rent og hyggeligt, men det er så også det. Udenfor er det tydeligt at se, at vores kvarter er det for de rige. Husene er helt fantastiske og haverne er endnu smukkere, men vejene udenfor murene er ikke. Der er asfalt der hvor bilerne kører, men der hvor man skal gå er der sand, jord og støv.
I dag gik vi så en tur rundt i det område der er sikkert for os at gå i. Det er et område på omkring 5 kvadrat kilometer. Vores kvarter er rent i forhold til resten. Overalt ligger der skrald, der er beskidt og husene er faldefærdige. På hjørnerne sidder der folk og maler og sælger billeder, og selvom man kan se at de ingen penge har, er de stadigt søde, smilende og virkelig imødekommende. Aldrig i mit liv har jeg følt så mange blikke på mig. Alle stirrede på mig, og jeg skilte mig da også utrolig meget ud. Jeg var en komplet modsætning til damerne hernede. Jeg havde mine All Stars på, nogle hullede shorts, en top og mit hår var nede. Hernede er der, især for kvinderne, vigtigt at vise hvor mange penge de har, og udseende betyder alt. Håret, hvis det ikke er flettet, så i en paryk, sidder perfekt, neglene og make-up'en er lagt til fest, og tøjet og smykkerne er prangende. Hernede bærer kvinderne, for det meste, lange kjoler i farverige mønstre, meget flotte, og selvom at man går i støv til anklerne så render de rundt i tårnhøje stiletter - fordi det symbolisere rigdom.
- I dag på en café så vi en dame der havde prøvet at bruge nogle kemikalier for at blive hvidere, dette havde resulteret i at hun havde fået nogle sorte pletter overalt i ansigtet og på armene, og hun kiggede ikke en eneste gang på mig. Mændene smiler til mig og hilser på mig, kvinderne stirrer.
På gåturen i dag ville jeg havde ønsket at jeg kunne tage en masse billeder, men billeder skal tages fra bilen siger de. Der var så mange rørende øjeblikke som jeg ville havde fanget, men det er for farligt, at tage billeder. I morgen er det nationaldagen hernede, og der skulle være en masse parader, så håber jeg kan få lov til at tage nogle billeder. Første dag i Congo er overstået og glæder mig til at se en masse mere i morgen.
Maria